Kapitel 1 - Morgengry.

-Hva' fa'en er det for en larm at lave på det her tidspunkt af døgnet?
Nikolaj vendte sig indædt om for at se, hvem den formastelige afbryder var.
Det var Morten. Af alle netop ham, som Nikolaj i forvejen havde sine personlige grunde til at se skævt til.
-Ja, det er meget muligt det larmer, men lige nu har jeg altså noget blues, jeg skal ha' spillet! snerrede Nik snøvlende tilbage, mens han så Morten så lige ind i øjnene, han formåede.
For Whisky'en havde gjort sit, og øjnene var ophovnede af gråd.
Morten så på og ind i Nik, og indså, hvad det var, der var sket. Og Nik så, at han så det.
-Okay, okay, men dæmp dig lige lidt, ikk'? sluttede han derfor udglattende af med at sige, og vendte sig så for at gå tilbage til sin køje.
Nik sad alene tilbage på molen, og klimprede ikke just særligt kønt på guitaren, mens han tomt stirrede ud over kanalen. I det fjerne nærmede endnu en supertanker sig i morgendisen. Ind i mellem drak han grådigt af flasken, og konsumerede Camel-cigaretter, som var de salt-stænger.
-Hvordan kunne hun få sig selv til at gøre det lige præcis nu? tænkte han og lagde ufølsomt guitaren fra sig på beton'en.
Han satte sig helt ud på kanten af molen og stak fødderne ned i kanalen, uden dog at gøre sig den ulejlighed at tage sandalerne af. Han havde mest af alt lyst til at lade resten af kroppen følge med ned i det salte vand og lade den blive der, indtil den forhåbenlig befriende søvn tog ham i sin favn. Der var s'gu nok ikke dybt nok. Men der fandtes jo også andre metoder. Der skulle bare lige tænkes lidt først.

De havde mødtes til en af orkester-gruppens interne fester.

Nikolaj havde et forlist forhold bag sig med Lykke. Forholdet var dog ikke mere forlist, end de stadigvæk kunne ses ind i mellem, ja, endda gik i seng med hinanden - oftest hvis de havde fået lidt at drikke. Nikolaj havde derfor i lang tid ikke rigtigt ville acceptere, at det, som kæreste-forhold betragtet, faktisk havde været forbi længe. Men en aften efter en optræden kort før jul havde han bevidnet, at Lykke havde ladet nogle sætninger falde om sine sexuelle udskejelser med en kollega. Tilsyneladende henvendt til nogle af de andre orkester-medlemmer, men i virkeligheden indirekte til Nik. Det havde imidlertid ikke være til at misforstå; det betød, at nu var det endegyldigt forbi imellem dem. Ikke fordi Nik følte sig som hanrej, og ikke ku' forliges med "utroskaben", men fordi der i den ytring, Lykke kom med, var gemt et signal til ham om "ikke at tro noget", hvad angik en eventuel forsættelse af deres kæreste-forhold.
Okay da, lad det så være, havde Nik tænkt. Men følte sig alligevel følelsesmæssigt ramt. Lykke gik dog ikke hjem uden at kysse Nikolaj farvel. Men i dette deres læbers og øjnes møde sitrede begges erkendelse af følelsernes tilstand, og de vidste, at det var et dybere farvel, end det udgav sig for.
Lykke gik altså hjem. Farvel! Nik blev pludselig meget tænksom og trist. En af de andre piger kunne se, at der foregik noget i hovedet på Nik, og greb derfor fat i ham. Hun trøstede ham hele vejen hjem til og i hans seng, og han lod sig med næsten glæde trøste. Han havde jo faktisk altid haft et godt øje til hende Agnes, selvom hun var en snes år ældre end ham - og iøvrigt lykkelig gift.
Hun snakkede hjælpsomt med Nik om hans ex-forhold med Lykke, da de halvt afklædt sad i hans seng og delte en øl. Det hjalp ham da også. Bagefter elskede de. Nik hengav sig taknemmeligt til den forpligtningsfri elskov, Agnes bød ham.
-Kom nu, jeg vil ha' dig! proklamerede hun bramfrit.
Det fik hun.
Hun gik derfra tidligt om morgenen, men glemte i mørket sine smykker på stereobænken.

Nikolaj havde lige været til eksamen, og måtte derfor være tilstede ved dimissions-festen, selvom den tidsmæssigt faldt sammen med orkestrets julefest. Han var glad og havde en hel del mere selvtillid, end hen plejede, for eksamen var gået rigtig godt, og dagen forinden havde klassen holdt deres egen druk-fest, hvor klassens eneste pige var gået i clinch med netop ham. Men efter et par værtshus-bajere og en serie flygtige farvel'er, forlod Nik selskabet til fordel for julefesten. Han måtte jo også se at få afleveret de der smykker, helst inden jul, og han ville da også gerne lige sige Agnes tak for sidst. Så lettere beruset cyklede han nonchalant til stedet, hvor festen holdtes.
Han stoppede der et øjeblik op ved spejlet i gangen for at tage sig selv i øjesyn. Han redte håret en extra gang, men var ellers for en gang skyld ganske godt tilfreds med synet, der mødte ham. Så han følte sig rede til at entre salen.
Agnes var desværre allerede taget hjem, viste det sig. Var hun mon skuffet over, at han ikke havde været der, tænkte Nik. Han talte lidt med hendes bedste veninde, Ingrid, hvis lune
 blik lod ham forstå, at hun var vel vidende om hvad der var foregået. Agnes havde været meget træt, forlød det.
Lykke var der derimod, hvilket Nik egentlig ikke havde regnet med. De fik snakket lidt sammen; det forløb helt uproblematisk, det var som om meget var blevet afklaret imelllem dem nu. Nu var de "kun" venner, men det ville de begge kunne leve fint med. Det var de heldigvis tilsyneladende ret enige om. Hun gik dog hjem kort tid efter.
Stemningen i salen var faktisk også lidt doven, mange var allerede taget hjem til familiernes juleskød. Så pludselig sad der kun fem tilbage i den nu alt for store sal: Ingrid, en af Nik's gamle klassekammerater Jørgen, Karl, og så hende: Freia.
Hun var en af de mange nye i orkestret, men hun havde i modsæt-ning til de fleste andre profileret sig ret markant. Hvilket Nikolaj tidligt havde lagt mærke til. Han havde fra starten syntes godt om hende, og var blevet lidt interesseret i hende, uden dog af den grund at være decideret opsøgende i sin adfærd overfor hende. Hun tilhørte blot hans potentielle erotiske interesse-sphære. Der gik rygter om, at Freia havde haft et eller at køre med Niks gode ven og cellist-kollega fra orkestret, Svend. Nik havde da også set hende sidde ved siden af ham tidligere på aftenen, men det havde åbenbart ikke udviklet sig yderligere, for nu var han gået hjem.
Nu sad Freia og Nik tilfældigt (?) ved siden af hinanden i det lille selskab og drak juleøl. Stemningen var munter og Nik var modig, så pludselig sad han med Freias hånd i sin. Øjeblikket efter sad hun på hans skød og kyssede ham. Og han hende. Og det blev de ved med en rum tid, med korte intervaller, mens de andre med øjnene talte med hinanden om dem.
Øllerne, og dermed lidt af den "gode danske hygge", slap imidlertid op. Der var ikke andet at gøre end at movere sig hen på et nat-værtshus, for dagen forekom dem ikke at være slut endnu, og selskabet måtte have en fælles last at være sammen om. Karl og Ingrid valgte dog alligevel at gå hver til sit og tage hjem, men Jørgen, Freia og Nik opsøgte et lokalt natværtshus, som ellers ikke havde et særligt godt rygte. Der var lidt for ofte ballade gæsterne imellem. Men der var da i det mindste åbent, og det lykkedes dem ovenikøbet efter et stykke tid at få et sted at sidde. De skiftedes til at give en omgang elefanter, og de snakkede og grinede ret højlydt hele tiden. Blot følte Jørgen sig en smule udenfor, når Nik og Freia med jævne mellemrum pludselig blev helt fysisk opslugt af hinanden, og derfor ikke ænsede andet. Men han faldt da heldigvis i snak med nogle gutter fra Ghana, der sad ved samme bord. De var meget stolte af at kunne dansk, og blev derfor lettere fornærmede over, at Nik, Freia og Jørgen på et tidspunkt i beruset kådhed gav sig til at snakke engelsk - også indbyrdes.
På et tidspunkt skulle værtshuset naturligvis lukke. Freia og Nikolaj var blevet godt støvede, men flød alligevel på en måde ovenpå beruselsen på grund af den gensidige lidenskabelige interesse for hinanden.
-Er der mon kortest hjem til dig eller til mig? spurgte Freia, da de stod udenfor og låste cyklerne op.
De havde end ikke behøvet at formulere spørgsmålet om, hvorvidt de skulle dele seng denne morgen eller ej. Det var der simpelthen ingen tvivl om, at de skulle. De kørte hjem til Nik.

Hjemme sprang de for alvor på hinanden, og flåede nærmest tøjet af hinanden og kastede sig ud i et frådende hav af begær, som end ikke de mange genstande, de havde indtaget, formåede at lægge en dæmper på. De elskede, og elskede, og sov lidt, og elskede igen, og sov lidt mere, og elskede påny, og sådan blev de ved hele den lyse dag. Først da fysikken overhovedet ikke tillod mere elskov, holdt de inde.
De havde nu også begge aftaler om aftenen; Freia skulle hjælpe en veninde med noget syning, og Nikolaj skulle til middag hos sin søster. De havde begge nydt samværet meget, og før Freia gik, skrev hun sit telefonnummer på kondompakken. Det var et dejligt frækt sted at skrive en sådan meddelelse, syntes de, og grinede lidt til hinanden af det.
De skulle til at sige farvel; Freia var allerede fuldt påklædt til vintervejret udenfor, Nikolaj var endnu nøgen. De omfavnede hinanden, og mens de stod sådan med et enkelt lag vintertøj imellem sig begyndte Freia påny at pille ved Niks penis, som for at tage en særskilt afsked med den.
-Hov, hov, jeg troede, du skulle gå!? protesterede Nik på skrømt.
-Thja, det skulle jeg jo også... men det lader nu ellers til, at vi bare kan bli' ved, hva? svarede hun, og kyssede det trætte, men nu atter eregerede lem farvel.

Da hun var gået, sad Nik i stilhed og røg en smøg, mens han filosoferede over den forløbne uge.
Han var kommet temmeligt sent igang med overhovedet at have noget sexualliv, udover højre hånd, og hans sexuelle erfaringer var derfor ret sparsomme. Han havde, før Lykke kom ind i hans liv, faktisk kun haft nogle enkelte og meget spredte intime oplevelser med ganske få piger. Og her havde han nu helt exeptionelt pludselig indenfor en enkelt uge haft samleje med tre vidt forskellige kvinder. Aldrig før havde han været ude for en så erotisk oplevelsesrig uge. Han følte sig ovenpå. Han havde en følelse af ægte liv inden i sig, i en grad, han aldrig før havde oplevet. Følelsen stod i skarp kontrast til det mindreværdskom-plex, han ellers havde gået rundt med de fleste år af hans voksne tilværelse, fordi han ikke kunne få gang i det der med pigerne. Og hvis der endelig var sket noget, og han for en gang skyld var havnet under dynen med en, så var det sjældent lykkedes ham at få gennemført et egentligt samleje. Men nu ku' han s'gu!
Nik følte, at han nu var blevet et mere helt menneske, og han lod sig henrive af den livgivende fornemmelse, det sexuelle samvær efterlod ham med. I modsætning til den ret flove fornemmelse, han som regel sad tilbage med efter en egenhændig selv-tilfredsstillelse. Dette var helt nyt og fremadrettet.
-Nu kan verden bare komme an!
Nikolaj var rede.

 Næste kapitel