Kapitel 2 - Dans.

-Hvad kan det hele nytte nu? tænkte Nikolaj pessimistisk og overvejede, på hvilken måde han skulle gøre en ende på det.
-Nu går du vel ikke ud og gør noget dumt!? havde Freia formanende sagt, da han rasende og fortvivlet var gået fra værelset for at opsøge Bondo.
Han havde svaret benægtende for at passivisere hende, men hjemsøgtes nu helt klart af en drift mod døden, som han endnu ikke helt vidste, om han ville give efter for. Som han sad der og så ned i kanalens vand, var han ikke langt fra beslutningen om gøre det.
Solen var ikke stået op for alvor endnu, men kanalbredden var østvendt, og den første antydning af den rosenfingrede dagning kunne så småt anes i horisonten lige fremme.
Nik havde, uden egentlig at have gjort sig klart hvorfor, taget sit gamle damp-kamera med ud på molen, og gav sig nu formålsløst til at fotografere de endnu sovende omgivelser; kanalen, stranden og bade-hotellet, de var blevet indkvarteret på.
-Mine sidste billeder? tænkte han, og trykkede på udløserknappen nok en gang.
Uden at spekulere over om blænde, lukketid og afstand var indstillet korrekt. Det var ligesom uden betydning nu.

Nikolaj var umiddelbart efter sit første erotiske samvær med Freia taget på juleferie hos sine forældre, Lis og Mikael, som boede i Hundested. På hele togturen derop var han i et sprudlende humør og vrøvlede løs om alt muligt med sin søster Sophie. Hverdags-oplevelser og dybsindige tanker imellem hinanden i én malstrøm, hvis centrum dog efterhånden kunne anes.
Hjemme funklede han stadig og nød fuldt ud det hjemlige familie-samvær. Han udbasunerede ikke ligefrem sine erotiske oplevelser, selvom han dog havde røbet dem for sin søster i toget, men det var tydeligt for Mikael og Lis, at deres søn af en eller anden grund havde det bedre end vanligt.
Det havde han da også, men som julen skred frem faldt han tiere og tiere hen i tranceagtige tanker om Freia. Han tænkte på hendes medrivende åbenhed, hendes frække krop og hendes brændende røde hår. Den dag, de havde været sammen, havde han efter at hun var gået på puden fundet nogle af disse røde hår, og havde lagt et af dem i plastik-forlommen i hans kalender, som en slags trofæ, men også for ved at se på det, at blive mindet om den dejlige nat, de havde tilbragt sammen.
Han havde iøvrigt også et af Agnes hår; det var også rødt, men af henna og mørkere end Freias naturligt røde.
En dag tog han sig sammen og ringede til Freia. Hun blev overrasket. Det var han egentlig også selv. Over at han sådan bare tog telefonen og drejede nummeret, der stod der, nok så pikant på kondompakken. For normalt havde Nik en panisk angst for telefoner, og kunne bruge timer på at tage sig sammen til at ringe til nogensomhelst. Men også fordi han oprindeligt egentlig ikke havde regnet med, at den nat med Freia ville være andet end et one-night-stand.
Det havde hun åbenbart heller ikke troet. Men hun blev tydeligvis glad for opringningen, så Nikolaj øjnede basis for at foreslå, at de skulle ses en dag mellem jul og nytår, hjemme i København, og det var hun helt med på. Hun havde holdt jul hos sin familie i Jylland, men var nu tilbage i hovedstaden for at passe sit job der. Så der var ingen problemer med at iværksætte den aftale.
Mens Nikolaj telefonerede stod hans mor i den anden ende af huset og vaskede op, men hun må have været opmærksom på, hvad der foregik, for midt i det hele kom hun hen og skruede lidt ned for radioen. Ikke for selv at høre hvad der blev talt om, men for at Nik ikke skulle blive forstyrret af lyden. Sagde hun. Sidenhen fortalte hun med et konspiratorisk smil på læben Sophie, at Nikolaj vist nok havde ringet til en pige...
Nik havde aldrig nogensinde haft en pige med hjemme i Hundested, og hans forældre var lidt bekymrede for manglen på udvikling, hvad det angik. Og det, de inderst inde ønskede sig allermest i julegave, var i virkeligheden nok et barnebarn eller to. Eller i det mindste chancen for et.

I København boede Nik sammen med en gammel skole-kammerat, Aksel, i en lille to-værelses lejlighed på Nørrebro. Dels af økonomiske hensyn, da de begge var under uddannelse og skulle "leve" af Statens Uddannelsesstøtte, men også fordi de begge hellere ville bo sammen med en ven, end bo alene. De kunne kun lige akkurat være i lejligheden; et lidt for trangt kammer til hver som deres enemærker, og et lille køkken, en karikatur af en gang og et toilet/badeværelse som fællesområde. Oprindeligt havde de egentlig aftalt, at Aksels værelse også skulle fungere som spisestue, fordi det var det største, men i løbet af meget kort tid fik Aksel proppet så mange ting ind i rummet, og rodede iøvrigt almindeligvis så meget, at der simpelthen ikke var plads til det. Så det blev i praxis i stedet Niks værelse, der kom til at fungere som såvel spise- som opholdsstue for dem.
Freia skulle komme til middag hos Nikolaj den aften, havde de aftalt i telefonen. Nik havde fortalt Aksel, at han skulle have en pige fra orkestret til middag, men havde ellers ikke fortalt noget om sine gryende følelser for hende. Men Aksel kunne nu nok regne ud, at der foregik et eller andet i den retning.
Nikolaj var lidt betænkelig ved at præsentere Freia for Aksel. For det første havde Aksel altid været lidt af en kvindebedårer, i modsætning til Nik, for det andet havde Aksel netop en speciel forkærlighed for rødhårede piger - helst med fregner. Dem havde Freia nu ikke så mange af her midt om vinteren, men alligevel var Nik ikke i tvivl om, at Freia helt klart ville falde i Aksels smag. Og Aksel kunne være utrolig hensynsløs, selv over for gode venner, når der var en pige, han ville ha', vidste Nik af erfaring. Så der var en vis risiko for, at der blev ballade...

-Det er Nørrebro-bladet! blev der sagt i dørtelefonen, da Nik svarede den.
Skuffet lukkede han budet ind i trappeopgangen.
Han gik rastløs rundt med heftigt bankende hjerte og ventede på Freia. Nervøs, -hvordan ville gensynet forløbe? Følelserne i ham havde jo efterhånden groet sig længselsfulde.
Det bankede på døren, selvom der faktisk var en dørklokke, der ovenikøbet virkede.
-Nåh, det er vel naboen, der vil låne en rulle lokumspapir... tænkte Nik og åbnede distræt døren.
Der stod hun, den nys opdukkede kærlighedsgudinde, i al sin pragt og vælde. Nik var lamslået.
-Hej Nikolaj! Nå, der narrede jeg dig rigtigt, hva'r?! brød hun fortryllelsen ved at udbryde.
Så omfavnede og kyssede hun Nik med en intensitet, der ikke lod nogen tvivl tilbage om, at hun virkelig var af meget levende kød og blod, i modsætning til den diffuse nordiske gudeskikkelse, hun var opkaldt efter. Da Nik mærkede dette, gengældte han uforbehol-dent hendes gestus, og lod mytologien fare.

Middagen var endnu ikke helt klar, så de tilbragte en smøgs tid i køkkenet, mens Nik lagde en sidste hånd på maden. Freia fortalte lidt om, hvorledes hendes jul i Jylland var forløbet, og han gjorde ligeså om sin i Hundested. Aksel havde naturligvis været ude at hilse på, og vimsede nu omkring dem. Som en hyæne om en løve, der netop har nedlagt en antilope. Nik kunne se i Aksels øjne, at hans bange anelser om Aksels reaktion på Freia ikke havde været uden grund. Der dukkede en lille sort sky truende op på Niks ellers så blå himmel.
Mens de spiste, var det åbenlyst at Aksels gjorde alt, hvad han kunne for at gøre indtryk på Freia. De snakkede om rejser, hvori Aksel og Freia var de mest erfarne, og det viste sig at de havde haft flere fælles rejsemål. Nikolaj prøvede efter bedste evne at deltage i snakken, men blev næsten hele tiden afbrudt i forsøget af Aksel, der stormede ubønhørligt frem med sine egne forbandet imponerende beretninger. Men det blev åbenbart for tydeligt hvad det var, der foregik, også for Freia, som jo ellers ikke kendte ham som Nik, så hun satte en indirekte en stopper for miséren ved at spørge:
-Har du slet ikke været på nogen rejser, Nikolaj?
Det opfattede Nik som et tegn fra hende om, at hun ikke faldt for Aksels ørelir, og at det stadigvæk var Nik, hun var interesseret i. Det virkede åbenbart også som signal overfor Aksel om at trække charme-skytset til sig, for umiddelbart efter tog han sin fedtede tallerken og overlod Freia og Nikolaj til dem selv.
Hun havde ved dette trylleslag med ét fået blæst den sorte sky væk og solen skinnede nu atter uhindret på Niks himmel.
Bagefter ytrede de begge lettelse over endelig at være alene sammen. Freia var lettere chokeret over Aksels egocentrerede opførsel overfor Nikolaj, som gik for at være hans bedste ven. Nik var ikke overrasket, han vidste jo, hvad man kunne risikere at vente sig fra Aksels side. Men det var første gang, han selv følte sig personligt truet af Aksels erobrings-metoder. Nik var dog både imponeret over og glad for, at Freia havde kunne gennemskue Aksel så hurtigt og dermed reducere hans ammunition til løst krudt.

Nu stod aftenen dem åben. Nik fortalte Freia om hans tanker om hende hjemme i Hundested, og om hans usædvanlige glæde på grund af bl.a. det erotiske samvær med hende (han undlod dog at fortælle om sine andre oplevelser den pågældende uge). Hun fortalte, hvor glad hun var blevet for Niks opringning, men at hun egentlig ikke havde gået og tænkt på ham, før den kom. Men det havde hun gjort siden. Hun fortalte, at hun et par måneder forinden var gået fra en fyr, hun havde kommet sammen med i tre år. De havde boet sammen det meste af tiden, men pludselig havde Freia altså fået nok, og var flyttet ind på et lille lejet pigekammer for at forsøge at finde sig selv igen. Den proces var hun stadig igang med, mente hun, så han måtte nok ikke forvente, at hun sprang lige ud i et nyt forhold med det samme. Det kunne Nik godt forstå - og også godt forlige sig med, han var heller ikke selv sikker på, om han var parat til noget sådant. Men derfor kunne de jo godt være sammen, når de nu engang begge havde det rart med det.

Mens de havde snakket, nusset og småkysset, havde de stille og roligt drukket en del vin, og musikken havde hele tiden kørt bagved som et varierende lydtapet. Nu fandt Freia en bestemt plade frem, og valgte på den et ganske bestemt nummer, som hun sagde betød noget særligt for hende. Det var nummeret "Sometimes it snows in april" med "Prince and the Revolution", en usædvanlig stille og sensitiv sang. De skruede højere op for musikken (Aksel var heldigvis taget ud til sin øjeblikkelige kæreste) og dansede til den på den sparsomme gulvplads, helt tæt sammen, mens de luftigt hviskede sangens ordlyd og kælede for hinanden uendeligt følsomt.
Bagefter klædte de hinanden andægtigt af, og elskede blidt og intenst ovenpå dynen. Med lyset tændt, så de kunne nyde synet af hinanden - sammen.
Den morgen følte Nik sig mere lykkelig, end han havde gjort i mange, mange år.
 

Næste kapitel