Kapitel 4 - Den øde ø.

Nu kunne Nikolaj høre lyde oppe fra badehotellets samlingssted. Så var personalet altså gået i gang med at forberede morgenmaden. Det var utroligt, som de arbejdede på alle tidspunkter af døgnet; det skete ikke sjældent, at orkestret først gik i seng henad 4-tiden om morgenen, alligevel blev kiosken standhaftigt holdt åben indtil den sidste natlige gæst var gået til køjs. Og Sharid, som var den medarbejder, der oftest havde nat-tjansen, var næsten altid også at se i kiosken til morgenmaden.
Nej, selve turen her ned, og stedet her, var der skam ikke noget galt med. Det, der var galt, var, at det desværre skulle gå hen og blive rammerne om Freias alt for pludselige brud med Nik. Og måske Niks afsked med verden. Hvis han ikke snart fik overbevist sig selv om, at der eksisterede en tilværelse uden Freia. Men lige nu følte han det godt nok, som om hele hans livsgrundlag som et gulvtæppe var blevet revet væk under ham. Og nu sad han så der i det støv, der i tidens løb var blevet fejet ind under det. Det havnede i øjenene, det udtørrede hans mund og svælg, overalt sneg det sig ind på ham - og sved. Eller var det måske bare ørkensand?
-Good morning, mister!
Nikolaj vendte sig forskrækket om. Det var en de ansatte på hotellet, der var nede for at kigge på kanalen i det endnu forholdsvis svage morgenlys. Eller måske snarere for lige at checke, hvad den der underlige dansker sad og foretog sig på molen så tidligt. Han kiggede undersøgende på Nikolaj og smilede, men sagde ellers ikke noget ud over denne morgen-hilsen.
-Good morning! svarede Nik høfligt tilbage, så tydeligt han magtede.

Orkestret havde fået en invitation til at deltage i en festival i Nord-Korea. Det var en enestående chance. For det første var det sikkert en af de eneste muligheder, man overhovedet havde for at få lejlighed til at komme ind i det ellers så lukkede kommunistiske land i det fjerne østen. For det andet ville såvel ophold som rejsen derover blive betalt af det Nord-Koreanske styre.
Men der var desværre den begrænsning, at kun ialt 10 mand kunne komme med. Udvælgelsen af deltagere måtte foretages udfra hensyn til ligevægten i strygergruppen. Dirigenten var selvskreven, og resten blev fordelt ligeligt imellem de enkelte stemmegrupper, to fra hver af grupperne 1. violiner, 2. violiner, bratscher og celli og en bassist. De var for tiden tre cellister i ensemblet, Svend, Bondo og Nikolaj, og alle tre var sådan set interesserede i at komme med på turen. Nik var dog lidt i tvivl om han kunne tillade sig det, af hensyn hans skolegang; der kunne nemt nå at ske temmeligt meget på de 14 dage, de skulle være derovre. Men da det viste sig, at ingen af ensemblets bassister havde mulighed for at tage med, greb Nik nu alligevel chancen til at tage med på turen som sådan. Han havde ved tidligere lejligheder fungeret som bassist, og ville derfor ikke have svært ved at hoppe over i den rolle. Så måtte man løbe risikoen for, at det gik galt på teknisk skole -  han måtte bare være indstillet på at kæmpe så meget desto mere i tiden op til Korea-rejsen, og i tiden lige efter.
Problemet med hvem, der skulle have været udvalgt i cello-gruppen, blev på denne måde også elimineret. Men i de resterende tre grupper var der skærmysler hvad dette angik, bl.a. i bratsch-gruppen. Freia ville fantastisk gerne med på turen, dels fordi den sikkert ville blive spændende i sig selv, men også fordi det så nærmest ville blive en slags bryllupsrejse for hende og Nik, hvilket naturligvis ville give turen en extra dimension. Hun var endda villig til at udskyde sin start på sygeplejeskolen, blot for at kunne komme med på rejsen. Når hun først var startet på den uddannelse, ville hun nok få svært ved at få lejlighed til at tage med på sådanne rejser. Så også af den grund ville hun gerne med her og nu. Men der var desværre indtil flere andre bratschister, der også gerne ville med, og efter en hel del følelsesladet parlamenteren blev resultatet til sidst, at det måtte blive de interesseredes anciennitet i ensemblet, der blev udslagsgivende for, hvem der skulle med. Og Freia var jo ganske ny, så hun kom ikke i betragtning. Men hun fik dog pladsen som første suppleant. Det betød bl.a. at hun skulle deltage i alle de extra-prøver, der blev arrangeret i anledning af den forestå-ende rejse. Dirigenten havde nemlig ambitioner om indøve to helt nye store værker, foruden at færdiggøre det, de for øjeblikket arbejdede på.

En aften var den del af ensemblet, der skulle med på turen, inviteret ud til reception på den Nord-Koreanske ambassade. Og det galdt også suppleanterne. Så Freia, Jørgen og Nik tog sammen ud til ambassaden i Hellerup.
De var først blevet bænket i en lille filmforevisningssal, hvor der blev vist en gammel film om den årligt tilbagevendene April-festival, de dette år skulle deltage i. D.v.s. billed- og lyd-kvaliteten tydede i al fald på, at filmen var fra sidst i halvtredserne, eller der omkring, men de afsluttende sort-hvide rulle-tekster afslørede at filmen faktisk var optaget i 1988.
Bagefter blev der serveret små Koreanske snacks, vin og ginseng-snaps i de tilstødende diplomat-stuer. De fik udleveret noderne til et Koreansk musikstykke, de forventedes at indøve til festivalen, samt en underlig lille 10-tommer grammofonplade med en Nord-Koreansk indspilning af stykket. Det så heldigvis ret enkelt ud. De fik drukket en hel del af det der Ginseng-snaps, som jo for dem var nyt og spændende, og en del af dem blev vist en smule påvirkede af det. I al fald var flere i et lettere opstemt humør, da de en times tid senere fornemmede, at seancen var ved at være forbi. Der blev ikke åbnet flere flasker ginseng-snaps af det ellers næsten over-høflige diplomat-personale.

Freia og Nik var selvfølgelig blandt dem, der havde taget godt for sig af varene, så på vejen hjem bestemte de sig for, at de ligeså godt kunne forsætte på et værtshus. De ærgrede sig begge over at hun efter al sandsynlighed ikke kom med på den fjern-østlige rejse. Men ud at rejse sammen ville de s'gu, så undervejs planlagde de så småt en rejse ned til Niks forældres dele-hus i Spanien samme sommer.
På værtshuset hyggede de sig stille og roligt med at afprøve diverse forskellige udenlandske sprut-specaliter, nu de alligevel var i den boldgade, og blev mere og mere glade for hinanden. Spiritusen hjalp jo yderligere til med åbenheden, så Nik blev så modig, at han temmeligt nøjagtigt beskrev for Freia, hvordan han havde oplevet deres intime forening, og hvad han havde oplevet i ugen forinden. Uden at skjule noget, men dog også uden at udpensle de erotiske oplevelser med Agnes og klassekammeraten i detaljer. Freia accepterede det uden forbehold, hvilket kun gjorde Niks kærlighed til hende endnu større. Og hun på sin side værdsatte Niks ærlighed, og følte ikke trang til at desavouere Nik for hans afsløring. Det gjorde faktisk kun deres forhold tættere.

Da værtshuset lukkede ved to-tiden, var Nik og Freia blevet temmelig fulde. De vaklede sammen hjem til Nik, støttende hinanden. Her elskede de så, så godt de nu kunne med den promille, de efterhånden havde opnået. Men alligevel meget intenst, for det var som om, de den aften havde opnået en helt speciel fortrolighed, som kun havde forøget deres lidenskab for hinanden yderligere.

Freia skulle egentlig på arbejde næste morgen, og Nik skulle jo i skole, men da vækkeuret rang, blev de hurtigt enige om begge at pjække og blive i sengen sammen. Gå i hi. Så Freia stod kortvarigt op og ringede til plejehjemmet, og fortalte, meget lidende, en hvid løgn om det mavetilfælde, hun mærkeligt nok var blevet ramt af i nattens løb.
Nik lå og så beundrende på hende, mens hun ringede til sin arbejdsplads. Hendes skulderlange røde hår gennemskinnnedes af entrelampens skarpe lys, mens resten af hendes nøgne krop fremstod i silhouet. Hun var relativ høj af en pige at være, omtrent på samme højde som Nik selv. Hun var hverken tynd eller tyk, havde lige akkurat det fedtlag, det nu fra naturens hånd var tiltænkt voksne kvinder at have, i modsætning til mænd. Hendes bryster var hverken for volumiøse eller små, men de hang dog en lille smule, som om hun havde ammet børn, hvad hun dog ikke havde. Men generede nu overhovedet ikke Nikolaj. Han undrede sig egentligt lidt over dette, for hvor nødigt han end ville indrømme det, var brysterne en af de dele på kvindekroppen, han var mest opmærksom på og kritisk over for. Han havde inde i sit hovedet et helt klart billede af "ideal-brystet", og det stemte ikke helt overens med Freias. Til gengæld levede en anden af de ting ved en piges udseende, han prioriterede højt, nemlig håret, helt op til hans indre ideal-billede. Sin hårfarve til trods var hun egentlig ikke særlig fregnet, men som slags kompensation for dette, havde hun usædvanligt mange skønhedspletter, især på armene. De kunne få mange morsomme stunder ud af det, når han drillende gav sig til at til at tælle pletterne for sjov. De kom derfor til at stå som noget temmeligt pikant for Nik, noget der hørte det tidlige forspil til.
Da hun kom tilbage under dynen, var hendes hud helt gådehuds-prikket på grund af morgenkulden, kunne Nikolaj mærke, og hans velvillige forsøg på gengive hende varmen udviklede sig naturlig-vis til et lunende morgen-knald. Selv om de langt fra var udsovede og begge følte tømmermændene banke på indefra. Det var ved den lejlighed, de erfarede at hovedpine faktisk kan kureres med orgasme. Så den gammelkendte undskyldning "Ikke i aften, skat, jeg har hovedpine!" mente de nok at kunne tilbagevise som det rene bluff. Bagefter sov de lykkeligt videre.

Nik og Freia blev i sengen stort set resten af dagen, og den næste dag med. De stod faktisk kun op for spise, træde af på naturens vegne og tage bad. Resten af tiden lå de bare sammen og holdt om hinanden, snakkede og elskede og nød at være helt alene sammen. Hvis det ringede på døren eller telefonen ringede, ignorerede de det blot, og lod det ringe som det ville. De holdt fast ved deres ret til at gå i hi sammen. Aksel var heldigvis slet ikke hjemme til forstyrre deres fred. Først efter 2½ døgns henslængt driverliv kravlede de forsigtigt ud af hulen, og snuste til verden udenfor.

De var inviteret ud til Freias tvillingesøster Line, som Nikolaj endnu ikke havde mødt, hvor de bl.a. fik fremvist lysbilleder fra hendes rejse til Indien. De var ikke enæggede tvillinger, så der var en hvis forkel på dem, skønt der selvfølgelig også var visse lighedspunkter. Men Nik syntes umiddelbart godt om Line, og kom med tiden til at synes bedre og bedre om hende. Og hun accep-terede tilsyneladende også Nikolaj som en slags nyt medlem af familien. De havde bestået hinandens prøver.
Line havde godt nok undret sig over, at det havde været helt umuligt at få fat i Freia, både hjemme hende selv, og hos Nik, men da hun hørte begrundelsen, som Freia bramfrit røbede, så hun nærmest helt misundelig ud, og forstod åbenbart til fulde, hvordan Freia og Nik havde følt.
Aftenen hos Line blev afslutningen på en meget lang og særdeles tæt week-end for Nikolaj og Freia. Kunne det overhovedet blive meget bedre?

Næste kapitel