Kapitel 5 - Brændende kærlighed.

Frida, den evigt friske, havde netop åbenbaret sig som den første ensemblist på stranden denne morgen. Bortset fra Nik selv. Hun havde stilet direkte mod vandet uden at lægge mærke til Nik, og svømmede nu energisk frem og tilbage langs kanal-bredden i hotel-områdets bredde. Skiftevis bryst-svømning og ryg-crawl. Endnu tydede intet på, at hun overhovedet havde opdaget den mere eller mindre sammensunkne skikkelse på molen. Hvilket sansynligvis skyldtes, at hun var nødt til at efterlade sine stærke briller på landjorden, for at undgå at miste dem i det våde element. Hellere handicappet for en halv snes minutter hver morgen, end hele resten af festival-opholdet.
-Nå, nu er det i al fald for sent at gøre det skæbnesvangre udfald her til morgen! konstaterede Nik.
Den ufrivillige (?) udsættelse af Niks resolut projekterede handling ville nu tvinge ham til at gen-overveje situationen i dagslys. Og måske burde han egentlig også sove på det først? Men han kunne jo ikke sove...
-Måske er jeg i virkeligheden for fej til at turde tage skridtet? tænkte Nik.
Selv-udslettende - eller måske snarere netop ikke.
Freia havde været forbandet fej. Hun havde gået og syltet sine tanker, i håb om at han, ignoreret og provokeret, i stedet ville tage initiativet til gøre forholdet forbi.
-Opdraget til at være konfliktsky...! havde hun mumlende undskyldt sig med.
Mulighederne for at rede de lettere filtrede tråde ud i deres forhold var dermed blevet forspildt. Nu var det for sent.
-Hvorfor pokker ku' hun ikke...? begyndte Nik bittert, men orkede ikke at fuldende sætningen.
Friske Frida stod nu under bruseren på stranden og skyllede saltet af sin lettere ranglede krop. Da hun var færdig med det, hyllede hun sig skødesløst ind i et stort grønt badehåndklæde og iførte sig sine uundværlige briller. Først nu opdagede hun Nik. Hun råbte ham ikke an, men vinkede i stedet frejdigt til ham, mens hun løb tilbage mod deres værelses-fløj af hotellet. Nikolaj løftede modvilligt højre hånd til svar.

Afrejsedatoen for Korea-rejsen nærmede sig med hastige skridt for stryger-ensemblet Tonika. Intet tydede på, at Freia ville få lejlighed til at komme med, selv om hun ihærdigt havde deltaget i samtlige extra-prøver med den udvalgte del af orkestret.
Hendes sygeplejeskole-planer var ellers gået i vasken, så med hensyn til tiden til det, ville der ellers ikke have været nogen problemer. Skolen havde desværre ved en stikprøve-kontrol opdaget at Freia manglede en eksamen i kemi for at kvalificere sig til optagelse på uddannelsen. Hun var ellers blevet optaget, men den optagelse blev altså pludselig nu annulleret. Det var ret alvorligt for hende, for i tiltro til den oprindelige optagelses gyldighed, havde hun sagt såvel sit job som sit værelse op. Hun havde jo regnet med at skulle bo på sygepleje-kollegiet, og havde faktisk allerede været ude og se på det værelse, hun skulle have haft. Hun havde vist været ret uheldig, mente hun selv, hun kendte til indtil flere, der faktisk var blevet optaget på sygeplejeske-uddannelsen uden disse kemi- og fysik-eksaminer. Og hun havde jo faktisk gået på et aftenskole-kursus for at få det der papir, men havde desværre ikke fået fuldført det. Ikke fordi, hun ikke kunne finde ud af det, men fordi hun ikke havde haft tid og overskud nok til det ved siden af sit daglige arbejde.
Problemerne med den akutte mangel på job og bolig var ganske vist alvorlige nok, men egentlig følte Freia sig faktisk alligevel en smule befriet over det skete. Nu blev hun ikke "tvunget" til at starte på en uddannelse, hun ikke var sikker på var noget for hende, når det kom til stykket. Tid til at tænke sig om en extra gang. Pigekammer leje-kontrakten kunne hun efter al sansynlighed få forlænget, selv om hun faktisk helst ville ud derfra hurtigst muligt. Der var for mange distraherende begrænsninger der til, at hun kunne føle sig rigtigt hjemme. Hun syntes heller ikke rigtigt, at hun kunne tillade sig at lade Nik overnatte hos hende, når hendes værtinde var hjemme. Så langt det meste af deres private samvær foregik hos ham. Og selv der var de jo ikke altid helt fri, på grund af Aksels ret anmassende tilstedeværel-se.

Week-enden inden Nik og de andre skulle østpå, var Aksel imidlertid taget ned til sine forældre, så der havde Freia og Nikolaj da heldigvis følelsesmæssigt albuerum i lejligheden.
De havde sammen stået i køkkenet, Nik lavede mad, kartoffelmos med røget bacon og stegte løg, og Freia stod og røg og fortalte.
Hun havde allerede fået et nyt job. Som afveksling fra alle de gamle mennesker på hendes hidtidige arbejdsplads, havde hun søgt en stilling som pædagog-medhjælper i en vuggestue, og den havde hun s'gu fået. Det undrede egntlig ikke Nik, at Freia havde fået jobbet, på trods af den nok så udbredte arbejdsløs og Freias uerfarenhed på området. Han kunne levende forestille sig, hvordan Freias almindeligvis meget åbne og levende fremtræden måtte besnære enhver arbejdsgiver til at tænke, at her var da for en gangs skyld en frisk og djærv jydsk ung pige, som ikke var bange for at tage fat. Og det ville vedkommende stort set have ret i. Det var nu lidt af et eksperiment for Freia; hun havde faktisk aldrig før haft noget forhold til små børn, og havde absolut ingen tanker om selv at blive mor foreløbigt, men var altså alligevel nu indstillet på at give det en chance. Plejehjem eller vuggestue, det drejede sig under alle omstændigerhder begge steder om at yde omsorg - og at skifte bleer.

De spiste i Niks rum, siddende på gulvet ved det lave sofabord på japansk vis. De talte ikke meget, men så meget intenst på hinanden og skålede ind i mellem andægtigt med hinanden i rødvin. De vidste, at de inden længe for første gang skulle være adskilt fra hinanden i hele 14 dage, og ingen af dem var særligt glade for tanken.
Da de efter middagen skyllede bestikket af i køkkenet, havde Freia midt i det hele pludselig omfavnet Nikolaj bagfra, og meget viljefast trukket ham væk fra vasken og vendt ham rundt. Nik lod sig dog modstandsløst føre. Freia gned forsigtigt sin næsespids mod hans, som de så ofte gjorde efterhånden, og kyssede ham blidt. Så trak hun hovedet tilbage for at kunne se Nik i øjnene; hun var nemlig lidt langsynet.
-Der er noget, jeg har tænkt på at spørge om... sagde hun alvorligt, men kælent.
-Tror du, det på et tidspunkt kunne lade sig gøre, at vi to slog pjalterne sammen...?
Niks hjerte gav sig til at banke lidt hurtigere. Den samme tanke havde også strejfet ham, men han syntes ikke, han havde nået at tænke den helt til ende endnu. Ikke desto mindre var han rimelig sikker på, at det at flytte sammen med Freia slet ikke var spor utopisk.
-Tjah, hvis du dermed mener at bo sammen... at gifte mig, har jeg nemlig ikke specielt lyst til...! svarede Nikolaj oprigtigt.
-Nej, det var nu heller det, jeg havde tænkt mig! grinede Freia.
-Så er jeg med på den!
Mere sagde de ikke, men lukkede istedet gensidigt munden på hinanden og klemte nærmest luften ud af hinanden, i en slags forsøg på at opsluge hinandens kroppe for at gøre dem til den fremtidige fælles bolig. De behøvede end ikke at udtale det; det lå i luften, at de begge fra nu af ville se sig om på bolig-markedet, på udkig efter et sted, hvor de kunne bo sammen.

De ventede ikke længe med at gå i seng den aften. De var begge så kropsligt længselsfulde efter hinanden, at de kort tid efter middagen uforbeholdent gav efter for trangen. Men da hverken Freia eller Nik var indstillet på at blive forældre netop nu, måtte formaliteten med præventionen lige overstås først.
De første gange, de havde været sammen, havde Nik brugt kondom, men Freia var i besiddelse af et pessar, som de nu næsten konsekvent brugte i stedet. Selv om det i kærlighedens hede et par gange var sket, at de helt havde sprunget den distraherende formalitet helt over. Uden at det dog havde fået alvorlige følger, heldigvis. Men under alle omstændigheder foretrak de helt klart at mærke hinanden uden "regnfrakke".
Lige nu stod Freia derfor på badeværelset og forberedte sig med den creme, man helst ikke skulle komme til at trykke ud på tandbørsten. Hun havde lagt alt sit tøj, og det var Nik også i fuld gang med. Hans blik fangedes af et stort violet silke-tørklæde, han havde liggende øverst i kommoden, og hvis ene hjørne ved en fejltagelse stak lidt udenfor. Han havde købt det engang for længe siden i Algeriet; det var egentligt et araber-hovedklæde. Nikolaj havde nogen gange, uvist af hvilken grund, haft nogle erotiske fantasier, hvori han havde iført sig kun dette tørklæde om livet, som en slags nederdel, samlet med en knude af to hjørner ved den ene hofte, så der opstod en lang åben slidse ned langs det ene ben. Det gav ham en ophidsende fornem-melse af på en gang at være påklædt, og alligevel ikke være det. En mandlig Kraka.
Ved en pludselig indskydelse tog han nu dette tørklæde på som sådan, foldede hænderne bag nakken og ventede.
I samme øjeblik dukkede den mytologiske slægtning op i stearin-lysets blafrende skær.
-Wauv, hvor sexet! hviskede hun hæst og smilede frækt til Nik. Hun kyssede ham lidenskabeligt, og drejede forsigtigt, mens dette stod på, Niks skørt 90° mod venstre, så slidsen kom til at sidde fortil, og berørte let denne kropsdel-scenes hovedaktør. Reaktionen på disse hendes to samtidige handlinger lod ikke vente længe på sig; langsomt men sikkert rejste Niks lem sig mellem Freias lår. Da hun mærkede dette, satte hun sig på hug og tog forsigtigt det blodfyldte hoved i sin mund, mens hun under skørtet med hænderne befølte Niks balder og behårede lår. Nik var ved at sprænges og kælede henført for Freias røde hår. Før det gik galt, trak han hende langsomt op til sig igen, kyssede hende på næsen, og gengældte derefter hendes gestus ved selv at knæle og give sig til at massere hendes opsvulmede følelsesknop med tungen. Freia gav nogle korte stønnende lyde fra sig, og lagde sig umiddelbart efter ned på gulvtæppet.
-Ellers havde benene vist svigtet under mig ved den påvirk-ning...! sagde hun bagefter.
Der, midt på gulvtæppet, forenede de sig så på konventionel vis, idet de dog trak det så langt ud som overhovedet muligt, og hele tiden skiftedes til at være ovenpå. Klimakset kom for en sjælden gangs skyld for Freia først.
De havde aldrig opnået samtidig orgasme, og som regel havde Freia brug et efterspil for at opnå tilfredsstillelse. Eller et længerevarende forspil. Men så tæt på fælles-orgasmen havde de aldrig været før.

Lidt efter sad Freia og Nik forpustede, men lykkelige ved stearinlyset og røg en fælles cigaret. Først her opdagede de, at begge havde fået temmeligt store brandsår på benene, som dem man som barn havde fået, hvis man faldt på gulvet i gymnastiksalen på skolen. Han på knæene, og hun på fødderne. De kunne nu mærke, at det begyndte at svide, men i kampens hede var der ingen af dem, der havde ænset noget som helst i den retning. Føleleses-sanserne havde været alt for travlt optaget andetsteds.
I flere uger efter bar de faktisk rundt på disse ret så fysiske spor efter deres hensynsløse elskov på det ru gulvtæppe. Men der var en nydelsesfuld smerte i de langsomt helende sår, i mindet om, hvordan de var opstået, og den stemmning, de da havde været i. For Nik havde det helt været det foreløbige højdepunkt i hans forsinkede sexuelle karriere, og han havde nu ikke fantasi til at forestille sig nogen bedre sex-partner end Freia. Dette overgik virkelig alt, hvad han hidtil havde oplevet, selv om det jo strengt taget ikke var så meget. Nik var 27 år - nu følte han sig endelig voksen, omsider.
 

Næste kapitel