Kapitel 6 - Pause.

De lokale myg, nogle ondskabsfulde små bæster, havde haft et festmåltid på Nikolajs blottede legeme. Da han tidligere på natten arrigt forlod sit og Freias rum, havde hun kun været iført sine cykel-bukser og sandaler, så de stikkende kræ havde haft fri adgang til næsten alle områder på Niks krop. Men dette havde han knapt nok ænset. Bondo havde pakket sig selv og Nik beskyttende ind i et par tæpper, uden at Nik dog egentlig forstod, hvad det skulle gøre godt for. Han var stort set ligeglad, om så Afrikas samlede myggebestand havde til sinds at stikke, forgifte og udsuge ham til døde. Det kunne ikke blive værre end det, han følte ved Freias pludselige afvisning.
Nu da solen var ved at stige op over sandet og vandet, og derved hævede temperaturen, lod myggene ham omsider i fred og søgte ind i skyggen i stedet, mætte, tunge og blodfyldte. Mange af stikkene var begyndt at klø, men Nik lod dem klø, som de ville, og betragtede blot den drillende smerte som en del sin straf.
Men dødsdriften i ham var dampet lidt af, i takt med myggenes retræte. Han længtes mærkeligt nok pludselig efter selskab, i mangel af myggenes; nogen at delagtiggøre i sin ulykke, et bevis på, at verden var til endnu. Han kiggede stjålent op mod kiosk-terrasen, hvor de plejede at spise morgenmad. Der var ikke kommet nogen fra stryger-gruppen endnu, kun hotel-personalet vimsede rundt deroppe. Men nu kunne det nok ikke vare så længe, før der dukkede nogen op, han kendte og kunne betro sig til.

De sidste par dage inden Tonikas afrejse til Nord-Korea havde Nik rigeligt at gøre med at prøve at nå at få lavet nogle af de opgaver, der egentlig skulle afleveres, mens han var væk. Så der var ikke rigtig tid til at være sammen med Freia. Men de havde jo sådan set også fået sagt pænt farvel og på gensyn til hinanden week-enden forinden. Freia var desuden allerede begyndt på sit nye job, og var derfor desværre heller ikke i stand til at møde op i lufthavnen for at sige farvel, da afrejsetidspunktet var midt på dagen, mens hun var på arbejde.

I lufthavnen var stemningen høj blandt dem fra Tonika, der skulle med på rejsen. Allerede i afgangshallen var der en del af dem, der overmodigt investerede i dyrekøbte Elefant-øl og skålende nedsvælgede disse, mens de sludrede forventningsfuldt om den forestående rejse. Da de var kommet i luften, forsatte fest-stemningen et pænt stykke tid, men før eller siden indtraf trætheden sig hos de fleste. Dels på grund spiritus-indtagelsen, men også fordi mange ikke havde fået sovet så meget natten inden afrejsen. - Det sidste skulle jo pakkes, og man var jo som altid lidt for sent på den, og bagefter satte tankerne om den snarlige afrejse sine begrænsninger på evnen til at falde i søvn. Men natten i det ret trange russisk-byggede, men nord-koreansk ind-registrerede fly, der havde samlet dem og en række andre ensembler op i Moskva, blev ubarmhjertig kort, fordi de fløj imod solen. Så da de endelig landede i hovedstaden Pyongyangs udkant midt på dagen, lokal tid, var de fleste så søvn-underernærede, at stemningen blev lettere pjanket af lutter over-træthed.
Efter at have ventet adskillige timer på at få udleveret deres bagage, blev de kørt ind til selve byen i en, efter danske forhold ganske pæn, men efter nord-koreanske forhold helt ekceptionel luxuriøs bus.
Det ville være synd at sige, at Pyongyang var en køn by. Klimaet var tilsyneladende meget tørt; i al fald var alle planter og træer mere gule end grønne. Det var imidlertid væsenligt varmere, end det havde været i det danske forår. Alle bygningerne var relativt nybyggede, eftersom byen under Korea-krigen stort set var blevet jævnet med jorden, og den ny by derfor måtte bygges op helt fra grunden. Den strakte sig nu med højhuse som volumiøse skorstene side ved side mod den forureningsgrå himmel.
De blev installeret på det bedste hotel, byen på daværende tidspunkt kunne præsentere; et 45 etager højt dobbelttårn beklædt med store bronze-gyldne fliser. De skulle bo på 29-32. etage. Som følge af den udbredte rejsetræthed gik alle relativt hurtigt til ro i de imponerende dobbeltværelser.
Nikolaj skulle dele værelse med Bondo, havde de aftalt hjemmefra, og de fik tildelt et værelse på 30. sal. Alt på værelserne var meget fornemt og velordnet, og i køleskabet lå der ovenikøbet frugt og sodavand. Men det, der i første omgang fristede mest, var nu badet, så det fik de hurtigt indviet med det formål at få vasket rejse-sveden og støvet af sig. Da Nik som den første havde overstået sit bad, overtog Bondo scenen, og endnu før han havde gjort sig færdig, faldt Nik behageligt udmattet tilbage i mørket i den tilpas store, statisk elektrisk gnistrende seng og faldt i en tiltrængt søvn uden drømme.

De følgende dage blev de for det meste ført rundt i byen af deres Koreanske guide og engelsk-talende tolk for at se nogle af de såkaldte "sights". Der skulle først optrædes nogle dage senere, men de fik heldigvis lejlighed til at prøve at spille i det kolossale teater, de sidenhen skulle optræde på. Det lovede meget godt lydmæssigt, og de stedlige teaterfolk lod endog til at kunne genkende den koreanske karikatur af et musikstykke (som var et underligt musikalsk misk-mask, som hverken lød østligt eller vestligt), de som aftalt havde lært sig hjemmefra.

På festivalens åbningsdag, da de havde optrådt første gang, kom der usædvanlig meget gang i den på hjemme på hotellet, både under og efter aftensmaden. Næsten alle de andre deltagende ensemble-grupper boede på det samme hotel, og da deres fælles lokale debut nu var overstået, udløste lettelsen spontant et mægtigt gilde, hvorunder alle grupperne, på skift og samtidigt, foldede sig ud med deres kunnen på hver deres felt. Stemningen blev aldeles euforisk, og den lokale ginseng-snaps blev flittigt besmagt.
Bondo var desværre blevet syg; en eller anden form for øst-asiatisk influenza, så han måtte gå i seng lige hjemkomsten fra koncerten. Nik var derimod i fin form.
De mødte nogle danske bygningsingeniører, der var udstationeret i Pyongayng af et dansk konsulent-firma, og derfor havde boet på hotellet det sidste halve års tid. De var overmåde lykkelige over at møde nogle andre danskere og over, at der for en gangs skyld skete noget, eftersom der til hverdag efter sigende var jævnt hen kedeligt i den velordnede storby. Så af lutter glæde over Tonikas overraskende tilstedeværelse spenderede de indtil flere rammer japansk dåseøl og koreansk ginseng-snaps, "Insamsul", på dem. Nikolaj blev derfor en kende beruset, samtidigt med at han følte sig ganske opløftet af et jugoslavisk folklore-ensemble's medrivende musiceren i baren. Han kom derfor i denne situation "for skade" at flirte lidt med en af første-violinisterne fra Tonika. Han havde snakket lidt med Lene før, men ikke meget, for hun var ret ny i orkestret. Nu sad de lidt for tæt i sofaen i baren, alle skulle jo gerne kunne være der, og for at armene ikke skulle stritte helt akavet frem i luften, lagde Nik den ene af dem om Lenes skuldre. Hun tog ikke afstand fra handlingen, tværtimod lænede hun sig ind mod ham og lod sig varme, selv om rum-temperaturen egentlig ikke ligefrem fordrede dette.
Lidt efter gav de selv deres bidrag til den gensidige under-holdning ved at spille nogle relativt korte musik-stykker. Der var ligesom ikke den samme gejst over deres numre som over det jugoslaviske ensembles, men ikke desto mindre blev der da alligevel klappet ihærdet.
Da Lene ville gå op for natten, mødtes hun og Nik kort, og uden egentlig at føle sig som herrer over deres egne handlinger, stod de pludselig og kyssede hinanden godnat. Uden mange artikulerede ord, men til gengæld så meget desto mere talende med øjnene.
Nik var dog ikke færdig med at feste endnu, og opfattede i den øjeblikkelige situation flirten med Lene som en lille sejr, der gav ham yderligere energi og lyst til at være sprælsk. Så klokken blev mange, før Nik som en af de sidste til sidst tørnede ind for natten oppe i tårnet hos den febersyge Bondo.

Dagen efter meldte der dog en slags moralske tømmermænd.
-Nu må du altså endelig sørge for at more dig derovre i Nord-Korea! havde Freia godt nok faktisk sagt hjemmefra til Nik. Hvilket de begge to vidste betød, at et enkelt ferie-sidespring ikke ville blive taget ilde op, nu de var så sikre på, at de havde hinanden. Han ville have sagt det samme til hende, hvis rollerne havde været byttet om. Og de vidste begge, at sådan noget uundgåeligt skete på mange af deres udenlandsrejser. Uden at det nødvendigvis fik følger hjemme i Danmark. Men Nik følte alligevel lidt dårlig samvittighed. Selv om det jo havde været nok så uskyldigt med Lene, og slet ikke kunne gøre noget som helst indhug i de følelser, han nu bar for Freia.
Lene havde faktisk også en kæreste hjemme i Danmark, og tænkte måske nogle tilsvarende tanker. Men de bekymringer var Nik immervæk alligevel ikke villig til at tage på sine skuldre. Lene havde været lige så meget med til det skete, så hendes overvejel-ser måtte blive hendes egen sag.
Værre var det, at Nik faktisk følte, at han røvrendte sin åregamle ven Bondo lidt. Han havde nemlig betroet Nik, at han var en lille smule varm på netop Lene, og havde ytret, at hvis der for hans vedkommende overhovedet skulle foregå noget i romantisk retning på denne tur, skulle det i givet fald være med hende. Og nu gik Nik her og snuppede hende fra ham, og det ovenikøbet mens han var forsvarsløs, og lå og vansmægtede i febervildelse og ærgrelse over ikke at kunne deltage i festlighederne. Nikolaj følte sig derfor lidt ussel, den morgen. Selv om Bondo også havde en kæreste hjemme. Det plejede nu ikke at genere ham, hvad flirteri angik.
Ikke desto mindre forsatte Nik alligevel seancen, da de samme formiddag var på sight-seeing udflugt til "The Tower of the Juche Idea".
Det var et kolossalt monument over den store leder Kim Il Sung's kommunistiske grundidé. "Den kæmpestore lighter" kaldte de den, for dem selv; den var af beton, og var vel godt 80 meter høj og på toppen af den eruptionerede en høj stikflamme af sten.
Lene og Nik gik i uudtalt overensstemmelse tæt sammen rundt og snakkede og så på dette vidunder, floden og de bombastiske fejlproportionerede prestige-skulpturer af den arbejdende befolkning, der var på pladsen ved siden af den kæmpestore lighter. Alt i mens byens aviser og landets propaganda-fjernsyns-selskab vimsede omkring dem allesammen, for at fotografere disse gæsters beundring af værkerne. Men det kunne de nu godt abstrahe-re fra. D.v.s. lige indtil de blev interviewet af fjernsynet, og ligefrem fik direkte at vide, hvad de skulle svare på inter-viewerens spørgsmål om deres mening om monstrummet. De kunne sagtens grine af det bagefter, men følte sig alligevel en smule prostituerede. Det var altså en del af prisen for den ellers nok så billige deltagelse i festivalen.
På vejen hjem til hotellet blev de vidne til noget af det, befolkningen måtte betale for den store leders vid og beskyt-telse: På en af broerne over floden gennem byen, stod tusindvis af mennesker opmarcheret i to rækker langs støbejerns-gelænderet. Det, de allesammen foretog sig, så godt de nu kunne komme til det, var at rense gammel maling af, banke rust og male påny. Skulder ved skulder, med hver deres hjemmefra medbragte pensel, frivilligt i deres fritid, for den store leders skyld. De forbavsede vesterlændinge spurgte undrende tolken, om det var noget der foregik i anledning af festivalen eller den store leders forestående fødselsdag, men han var mindst ligeså forundret over deres forbavselse: Det var da noget helt almin-deligt forekommende.
-Hvordan får i da malet gelænderne på jeres broer i Danmark? måtte han spørge, og undrede sig yderligere over, at de skøre danskere tilsyneladende var mere interesserede i at fotografere almindelige koreanere end virkelige seværdigheder, som nu for eksempel juche-idé-tårnet.

Dagen efter kom Bondo på højkant igen, men det afholdt nu ikke Nikolaj fra at forsætte den godtnok relativt uskyldige flirten med Lene. Men nu med konkurrence fra vennen. Da de et par dage efter skulle optræde i en nærliggende provinsby, blev det imidlertid Niks tur til at blive angrebet af den der infuenza-epedimi. Så der blev rollerne pludselig blevet byttet om imellem dem.
Turen derud var ellers en tiltrængt afveksling fra den ret kedelige storby; nu fik de da chancen for at se lidt natur, og måske erfare hvordan den jævne koreaner boede, når det ikke lige var i kulissebyen Pyongyang. Vejen derud var støbt i beton og temmeligt bumbet, men var alligevel en af landets bedste, udenfor hovedstaden. Fra tid til anden kørte de hazarderet slalom mellem spande og små uniformerede arbejdere, der gik rundt på vejen og vaskede den med skurebørste og knofedt. Jo, arbejdsløshed var skam et ukendt begreb. Som svar på en forespørgsel til deres tolk om formålet med vej-vaskningen, fik de den besked, at det blev udført i anledning af en ungdomsfestival, der skulle afholdes til sommer - om 3 måneder.
Hotellet i havnebyen var af en ganske anden standard end det i hovedstaden. Det blæste temmeligt meget gennem den utætte bygning, så Bondo og Nik brillerede ved at starte besøget med at få smadret en rude i deres værelse på grund af gennemtræk. Så måtte de have et andet værelse, hvilket de da også fik, men desværre på en anden etage end alle de andre. Her kom Nik faktisk til at opholde sig det meste af tiden, på grund af influenzaen.
Den første aften var Nik dog endnu i hopla, og efter deres optræden holdt de stor fest hjemme på hotellet. Først i spisesa-len til en fornem banket; de erfarede her at selvom selve hotellet her var af en ringere standard end det i Pyongyang, var det omvendte tilfældet hvad maden angik. Desuden fik de her serveret rigeligt med gratis (godtnok koreansk) øl - og ginseng-snaps, som de hurtigt blev muntre af.
Senere fortrak festen til Tonikas (undtagen altså lige Nik og Bondo) etage, hvor der blev drukket endnu mere snaps, nu man var i gang med den type sprut. Mange af de andre optrædende blev også inddraget i festlighederne, plus nogle derboende måbende russere, der tilfældigt kom forbi. Det viste sig, at disse sovjetborgere kedede sig gudsjammerligt i den lille koreanske havneby, hvor de arbejdede midlertidigt, og hvor der så at sige aldrig skete noget. Så de tog med kyshånd imod invitationen til en smule fest i gaden. Og for at bidrage til dette kom de anstigende med deres hjemlands vodka og chokolade til almen afbenyttelse.
Der var visse af de Rumænske opera-stjerner, Tonika havde optrådt sammen med, der viste sig at være lidt for nærgående over for de lyshårede danske piger, så flere af Tonikas mænd fik på dansk ordre om at illudere beskyttende "kærester" for at stå imod de lidt for anmassende sydøst-europæere. Nik "beskyttede" da gladeligt Lene. Bondo sad ved siden af, men han var blevet kapret af en af anden-violinerne, som havde fået en hel del over tørsten, og nu meget håndfast insisterede på blive beskyttet af lige netop ham. Så han havde sit at se til. Men det udviklede sig dog ikke til mere end denne 'beskyttelse' for nogen af dem. Som dog havde den ønskede virkning overfor de lidt for flinke gæster.

Men dagen efter var Nik altså pludselig den, der måtte løbe med influenza-stafetten. Ikke desto mindre lykkedes det ham trods alt alligevel at gennemføre deltagelse i optrædenen om aftenen, med feber, og godt dope't af diverse medikamenter, men dog opretstå-ende. Han var pinedød nødt til det; strygergruppen ville lyde helt skæv uden en bas. Selv om han følte sig fysisk elendig tilpas på grund af sygdommen, var han alligevel behageligt rørt over den omsorg, der blev udvist ham af især Lene, som følge af den.

Hjemme i Pyongyang igen, da Nik var blevet rask, gik han en tur i byen sammen men Bondo og Svend. Bondo var på ingen måde sur på Nik over Niks mindre tilnærmelser til Lene, som han havde frygtet. Iøvrigt stod de lige for at skulle hjem til Danmark igen, og det ledte automatisk tankerne ind på dem derhjemme - og de kunne faktisk alle tre samstemmende udtale, at de alle nu var begyndt at savne deres respektive hjemlige kærester. Nikolaj havde drømt om Freia samme morgen, og var vågnet med en påtræn-gende længsel efter hende - fysisk som psykisk. Han havde derfor dårligt nok kunne tænke på noget andet end hende hele formid-dagen, og havde derfor været ret så fraværende. Lene var blevet helt og aldeles fordrevet fra hans tanker. Nu glædede han sig som et lille barn til at komme hjem til varmen i Freias aura. -Jo, det havde faktisk været en usædvanlig god tur med Tonika, og det var skam ikke fordi han ønskede den slut, han ville hjem. Han havde bare aldrig før oplevet, at have så meget at komme hjem til, som fra denne rejse.
Et eventuelt efterspil fra Lenes side var udelukket, dels fordi hun jo også havde sin kæreste derhjemme at se til, dels fordi hun skulle umiddelbart efter hjemkomsten fra Korea skulle videre på en længere rejse med ham til Syd-amerika. Så der var ingen fare for komplikationer i den anledning.
Men gad vide om Freias flamme brændte endnu uden næring i 14 dage, tænkte Nik alligevel bekymret ved sig selv.

Hjemturen gik ikke meget anderledes end udturen, bortset fra at de måtte mellemlande nogen flere gange, og at de jo nu fløj med solen. Døgnet kom på denne måde op på hele 31 timer. Hvilket faktisk burde passe Nikolaj helt perfekt, da han havde fundet af, at hans kropslige indre døgn var noget længere end jordens. Egentlig burde han bo på Mars, eller et andet sted, hvor rotations-hastigheden var lavere end jorden. Nu måtte han blot affinde sig med at være et umiskendeligt B-menneske, der helst ville blive længere oppe, når han var det, og hellere ville sove, når han var i gang med det. Men denne dag forekom det ham godt nok lang alligevel. Nok primært fordi de kun havde fået sovet 1½-2 timer natten inden de tog afsted vestpå igen.

Alligevel var al træthed som blæst væk, da de endelig landede i Kastrup. For lige der, omme på den anden side af af tolden, ventede hun, var han sikker på, og han kunne næsten ikke holde ud at skulle vente på, at bagagen kom ud på transport-båndet. Men den kom da til sidst, og toldslusen blev i hast forceret uden forsinkelser og pludselig stod han i modtagelses-hallen og så sig forvirret om. Jo, derhenne ved baren stod hun s'gu, sammen med Niks egen søster Sophie, Bondos kæreste Lane og Svends kæreste Britt. Freia fik i det samme øje på ham, og i løbet af få springende skridt var de i hinandens favn. Han kunne smage det gode danske øl på hendes imødekommende læber, men satte alligevel mere pris på den del af smagen, der var hende selv, og nød den lystigt.
Da Nik havde været ude at gå tur med Bondo, Svend og Jørgen i Pyongyang, havde de fundet en butik med afsindigt billige signal-horn, som de fluks havde indkøbt et exemplar af hver. Dem trak de nu frem og spillede så, midt i ankomsthallen, en mere eller mindre køn firestemmig fanfare for de fire piger og resten af de uskyldige mennesker, der var i hallen - og som hurtig blev meget stille. Egentlig var det kun Jørgen, som kunne spille på horn, men i løbet af de sidste dage havde han prøvet at lære de tre andre en lille smule, så resultatet var næsten flot. Pigerne var i al fald imponerede, påstod de.
Bagefter nød de alle en dansk øl i baren. På turen hjem lykkedes det på mærkværdig vis at presse alle 8 personer plus bagage ind i Svends bil, så de blev alle bragt hjem af ham. Freia tog med Nik hjem.
 

Næste kapitel