Freia havde mødt Nikolajs forældre, Lis og Mikael, første
gang til en udstilling, hvor de havde udstillet noget af deres keramik.
Der havde været umiddelbar gensidig sympati imellem dem, og da ferniseringen
var slut, var de alle taget ud at spise sammen med nogle af Lis' og Mikaels
kolleger. Konfrontationen var faldet overordenligt godt ud; ganske åbent
tog de imod hinanden, og samværet forløb helt fra starten
fuldstændig afslappet.
Nik havde ved en tilsvarende begivenhed et år tidligere præsente-ret
Lykke for sine forældre; det var ikke faldet nær så heldigt
ud, måske mest fordi Lykke havde været så genert overfor
forældrene. Men nu var det en helt anden slags lykke, Nik kunne præsentere.
Freia var på en helt anden måde åben og umiddelbar, hvilket
hurtigere banede vej for gensidig kontakt.
De var blevet temmeligt berusede i løbet af aftenen, da der
i baren havde været enhedspris på alle drikkevarer, hvilket
indebar at det relativt bedste køb var ren Whisky, som de så
havde fået drukket en del af. Da Jørgen pludselig dukkede
op, out of nowhere, begyndte de derfor i deres beruselse at drille ham
på omtrent samme vis, som han selv kunne finde på at hærge
sine medmenesker. Det havde han nu ikke været særlig vild med,
fik de oplyst dagen efter, i kampens hede opfattede de næppe hans
protester gennem spiritus-tågen.
Til sidst var Freia og Nik kørt i taxa hjem til Nik, men ingen
af dem kunne huske turen dagen efter, hvor de blev i sengen det meste af
dagen og forsøgte at kurére tømmermændene ved
hjælp af skiftevis elskov og søvn.
Freias første møde med Nikolajs forældre havde altså
været en helt klar succes. Derfor følte Nik sig kort tid efter
ansporet til at invitere Freia med hjem til dem i Hundested i en week-end.
Det var i sig selv enestående. Siden han i teenage-årene
havde boet hjemme og allerhøjest havde haft en daværende flamme
hjemme til en kop eftermiddags-the, havde han aldrig været så
tæt på en pige, at han havde følt sig foranlediget til
at præsentere hende for hans barndomshjem. Så langt var han
aldrig kommet i tidligere forhold, at den pågældende udkårne
havde formået at overskride denne tærskel indtil hans "hellige"
fortid.
Men Freia havde han nu lyst til at lukke ind. Nu, da der var blevet
sagt god for hende.
Week-enden blev da også blevet en forsættelse af den succes,
der var indledt ved keramik-ferniseringen. Nu fik Freia Niks forældres
kunstværker at se, hvor og mens de blev skabt, og kom til at opleve
det miliø, Nik var opfostret i. Som hun til-syneladende også
trivedes i.
Freia og Nikolaj gik, hånd i hånd, ture på stierne
langs kysten ud til Isefjorden og Kattegat. Ruter Nik tidligere havde gået
sammen med nære venner, både dengang han boede der og sidenhen,
mens de gerne havde diskuteret deres respektive følelsesliv. Især
barndomskammeraten Bondo, som i virkeligheden faktisk hed Bent, havde stået
for skud, hvad disse filosofiske samtale-udflugter angik. Men aldrig før
var de blevet foretaget sammen med den pige, følelserne angik. Ikke
fordi Nik bevidst havde undgået situationen, det var bare aldrig
kommet så vidt, at muligheden var kommet til at foreligge. Så
disse vandreture med Freia fik en nærmest symbolsk betydning for
Nik.
Det samme blev tilfældet med den første nat, de sammen
sov i hans pupertet-tids gamle værelse. I den gamle dobbelt-seng
havde han som 17-årig for et helt årti tilbage fået taget
sin jomfrudom, og siden da havde han ikke elsket, endsige sovet, sammen
med nogen pige i den. Måske også derfor blev deres første
rituelle elskov i denne gule hule udført med en sådan vildskab,
at lamellerne i sengebunden en for en drattede ned, så de til sidst
uanfægtede havnede prustende på gulvet under sengen, mellem
umalede radiator-rør, edderkopper og nullermænd. Hvilket efter
det sexuelle klimax efterfulgtes af en tilsvarende dobbeltsidig eruption
af latter over underlagets kollaps. Nu var sengen da vist for alvor inviet.
Freia og Nik havde jo under optakten til deres gåen-i-hi tidligere
på året løseligt aftalt at holde sommerferie sammen.
Det var så heldigt, at Niks forældre var medejere af et gammel
landsted i det nordlige Spanien, godt 60 km vest fra Barcelona, som Nik
og Sophie altid havde en åben invitation om at benytte. Nik havde
da også været dernede en gang, for tre år siden, sammen
med to skolekammerater, og var kommet til at synes fantastisk godt om både
huset og området. Og han ville meget gerne gense det. Dette var derfor
et oplagt rejsemål.
Det største problem ved stedet var, at det lå temmeligt
langt fra offentlige transportmidler, så man var, på en eller
anden måde, nødt til at være mobil dernede, også
for at kunne købe ind og lignende. Man kunne trods alt ikke udelukkende
leve af naboens himmelske ferskner. Sidste gang Nik havde været dernede,
havde de løst problemet ved i forvejen at sende deres cykler til
Barcelona, tage toget dertil og så cykle resten af vejen til huset.
Hvilket havde været lidt hårdt, da området jo nærmest
befinder sig på kanten af Pyrenæerne, og bakkerne er derefter.
Men det havde dog godt kunne lade sig gøre.
Det viste sig, at Niks søster Sophie og deres fælles ven
Jørgen, rent faktisk uafhængigt af Nik og Freia også
havde talt om at tage på sommerferie sammen i huset i Nordspanien.
Det var ikke fordi der var noget emotionelt kørende mellem Jørgen
og Sophie, men de boede lige ved siden af hinanden og sås derfor
tit, og var således blevet ret gode venner. Og havde som sådan
besluttet at holde ferie sammen denne sommer. Jørgen skulle ellers
have været med til Spanien, sidste gang Nik var dernede, men var
blevet forhindret i sidste øjeblik. Men nu havde han atter chancen.
Sophie havde været dernede forrige år, sammen med Mikael og
Lis.
Nu kunne de lige så godt slå sig sammen om rejseforberedelserne,
når de jo alligevel havde tænkt sig at være dernede på
det samme tidspunkt, nemlig i starten af juli. De holdt i den anledning
en hel del forberedelsesmøder, hvorunder de kiggede på fotografier
fra stedet, drak rigeligt med Rioja og hyggede sig i det store og hele,
som om de allerede var afsted.
Umiddelbart før de skulle rejse, henlagde de faktisk et af disse
møder til Hundested for at kunne inddrage Lis og Mikael i deres
overvejelser og eventuelt få nogle gode råd af dem.
De havde besluttet at benytte samme transport-mønster, som da
Nik sidst var afsted. Det betød at de nødvendigvis måtte
cykel-træne en del hjemmefra for at være i passende fysisk
form. Som en del af denne træning vedtog Freia og Nik at tage turen
til Hundested på cykel. Strækningen var en smule længere
end den, de ville blive udsat for i Spanien, men til gengæld var
den knapt så bakket. Så de anså ruten for at være
rimelig sammenlignelig med de kommende strabadser sydpå.
Undervejs fandt Nik og Freia ud af, at de faktisk havde et forbavsende
ens temperament, hvad cykel-tempoet angik, så da de først
havde fundet det rette tråd, gik det støt derudaf uden de
store problemer. Den eneste komplikation, de mødte undervejs, var
en lidt for stiv kuling, der stod skråt ind forfra fra Roskilde fjord
kort før Frederiksværk. Den var lige ved at tage modet fra
Freia, selvom hun alligevel var mere sejlivet end de fleste. Hun var en
stærk pige, havde Nik opdaget, og det galdt også hendes fysik.
Ikke fordi hun var et muskelbundt, men der var virkelig styrke i det kød,
der gemte sig under hendes relativ sparsomme kvindelige fedtlag. Hun havde
nu alligevel fået ondt i ryggen. De overvejede faktisk at tage det
sidste stykke med toget, men efter et længere ophold på en
tank-station i Frederiksværk, besluttede de alligevel at genoptage
cyklingen.
De livsalige sukkerholdige sodavand, de der havde indtaget, havde gjort
deres virkning: Resten af vejen gik forbavsende strygende. De kunne have
ageret en levende reklame for det pågældende sodavandsmærke.
Sophie og Jørgen ankom først pr. tog dagen efter Freia og Nik; Jørgen skulle først have købt sig en cykel, og Sophie skulle låne far Mikaels. Mødet blev mere hygge end planlægning, men de fik da en række gode tips af Sophies og Niks forældre, lånte nogle detail-kort over området, - og ikke mindst hus-nøglen, der størrelses- og vægt-mæssigt mest af alt mindede om nøglen til byporten i en eller anden fæstningsagtig middelalderby. Og så fik de en masse stemningsbilleder af huset gennem beskrivelser af tidligere ophold, så især Freia og Jørgen, der jo ikke havde været der før, var efterhånden ved at sprække af lutter forvent-ning til rejsen. Sophie og Nik vidste, hvad de ville komme ned til, og glædede sig derfor også meget til rejsen, men velsagtens på en lidt anden måde. Men de var under alle omstændigheder alle fire meget optændt på snart at komme afsted; de kunne dårligt vente længere - følte sig omtrent som små børn tidligt en juleaftensdag.
Om det var denne længsel efter det sydlige, eller det var deres
form, der allerede havde forbedret sig mærkbart, må stå
hen i det uvisse, men faktum er, at Niks og Freias hjemtur på deres
nypudsede jernheste gik både nemmere og hurtige end udturen. Og det
på trods af, at vinden rent faktisk var vendt, så de atter
havde modvind. Så de følte sig i al fald begge to godt rustet
til turen på de bølgede Nord-spanske vidder.
Men de var lidt bekymrede på de to andres vegne, som vist både
manglede træningen og overblikket over omfanget af den forestå-ende
rejses legemlige krav. Men eftersom Jørgen og Sophie begge selv
var overbevist om deres evne til at imødekomme disse, så Nik
og Freia ingen grund til at så tvivl om dette på forhånd.
Det ville ganske givet også være blevet taget ilde op af dem
begge, mente Nik at kunne forudse. Men det havde nu nok alligevel været
smart, om de havde deltaget i cykelturen til eller fra Hundested. Så
havde de også haft en chance for få en nogenlunde realistisk
fornemmelse af, hvad der ventede dem, og hvad de selv kunne overkomme.
Nik havde lidt ambivalente følelser over for den forestående
rejse.
Han vidste, at han somme tider kunne komme op at toppes med sin lillesøster,
når de var sammen i længere perioder. Selvom det efterhånden
ikke var særligt hyppigt, det forekom. Men det var nu ikke det, der
bekymrede ham.
Det var heller ikke Jørgens tvivlsomme, men dog kærlige,
verbale hærgen, der ind i mellem kunne være et overvældende
irritations-moment, hans bekymring galdt. Eventulle problemer i den retning
ville sikkert relativt nemt kunne overkommes, mente Nik.
Det var heller ikke, om de nu kunne klare cykel-strabadserne eller
ej.
Det var mere hans eget forhold til Freia, der gav grobund for eftertanke.
Eller rettere; hendes indtryk af ham.
Den egentlige årsag til hans bekymring var, at han rent faktisk
var bange for på denne rejse at komme til afsløre nogle nogle
af de svagheder, han vidste, han selv besad, men som nu i lang tid havde
været undertrykt. Hvilket, var han bange for, ville føre til,
at hun kom til at synes mindre om ham, og derved ville sabotere den lykkerus,
han nu befandt sig i. Ja, måske endda i sidste ende føre til,
at hun ligefrem gik fra ham. Hidindtil havde Nikolaj egentlig følt
sig ganske stærk, formentlig blandt andet i kraft af, at han arbejdede
hårdt i skolen, og at dette arbejde gik særdeles godt. Han
levede faktisk op til sine egne strenge krav til sig selv på det
felt. Hvilket naturligvis havde udstyret Nik med en pæn portion selvtillid,
og derved havde givet ham et godt overskud til at være langt mere
udadvendt og initiativrig, end Nik normalt var. Hans eksamen var netop
særdeles vel overstået, med et gennemsnit temmeligt meget over
middel, så han havde sådan set al mulig grund til at se fremtiden
trygt i møde. Men ikke desto mindre var hans fremtid lige pludselig
blevet lidt usikker; han vidste rent faktisk ikke, hvad der skulle ske
efter den nok så velfortjente sommerferie. Der havde på det
sidste vist sig en stigende arbejdsløs indenfor hans fag, så
han kunne ikke være sikker på at komme i arbejde lige med det
samme, hans fine eksamen til trods. Forespurgt udtrykte han ikke direkte
bekymring over dette;
-Mon ikke det dobbelte speciale-valg vil have den nødvendige
positive virkning i jobsøgnings-situationen? udtalte han til folk,
han snakkede med om emnet.
Men inderst inde troede han faktisk ikke rigtigt på det, og frygtede,
at han ville komme til at gå "uvirksom" hen en rum tid. Selve lediggangen
bekymrede ham sådan set ikke; han skulle s'gu nok finde på
noget at lave, og iøvrigt havde han da ikke noget imod at holde
en ret lang sommerferie. Det var mere den psykiske apati, han frygtede
ville følge uundgåeligt med, som følge af mangel på
faglige skulderklap. Den frygtede han. Hvilken han desuden var overbevist
om ville være ret destruktiv overfor det ellers nu så velfungerende
forhold med Freia. Som han var kommet til at holde mere og mere af med
tiden.
For år tilbage, før han var gået i gang med elektronik-uddannel-sen,
havde han haft en længere periode, hvor han havde gået arbejdsløs.
Nu plejede han at sige, at han i den periode forsøgte at leve som
professionel musiker, som for at camouflere det faktum, at han havde været
en af disse mange arbejdsløse, der "ligger samfundet til byrde".
Han havde da også spillet utroligt meget musik i den periode, både
klassisk og rock, og havde på et tidligere tidspunkt også troet
på, at han ville kunne ende som professionel musiker. Men i praksis
gav musikken ham økonomisk ikke meget mere end lidt sorte håndører
at købe et extra par bajere for. Det, han egentlig levede af, var
bistandshjælp. Og den tid udøvelsen af musikken optog i hans
dagligdag, var kun en brøkdel af den tid, han havde til sin rådighed.
Så der var rigeligt med lejlighed til at blive angrebet af apati.
Og det blev han sandelig også. Han hensank stille og roligt i en
uhyggelig zombie-agtig passivitet, der fik ham til at stå mere stille,
end han nogensinde før havde stået. ("Mange forkerte skridt
bliver taget, mens man står stille!") Han så det, og det pinte
ham, men han var ude af stand til at gøre noget som helst for at
forlade denne apatiske tilstand. Selv da han med tiden mistede sine illusioner
om tilværelsen som professionel musiker, og opgav sine forpligtelser
i den retning og i stedet tog på højskole, vedblev sløvsindet
i høj grad at hænge ved ham. End ikke det ellers nok så
livgivende samvær med en masse andre ligestillede mennesker, i nærmest
optimalt frie rammer, formåede at rive ham ud af psykosen.
Først da han, ved at tilfælde, kom i arbejde, og siden
kom i lære, opnåede han at rive sig løs fra dette mentale
tyranni og omsider se verden i øjnene. De mentale helvede var endelig
forbi...(?)
Det var denne psykiske blindgyde, Nikolaj nu var alvorligt bange for
at blive lokket ind i igen. Og alene tanken om det, fik ham næsten
til at tro, at han allerede var fanget i labyrintens kringelgange.
Derudover vidste han kun alt for godt, at han nogle gange kunne være
lidt af en kryster, specielt i fremmede sammenhænge, som for eksempel
i udlandet. Generthed kaldte han det, som undskyldning, da han var barn,
og troede på det. Nu vidste han desværre bedre. I selskab med
andre mennesker kunne denne "egenskab" ofte resultere i, at han derved
overlod dem opgaver, han sagtens selv kunne have udført, hvis han
blot havde turdet. Hvilket strengt taget godt kunne tolkes som dovenskab.
En skyhed, som voksede, når anderkendelserne af ham ikke var synlige,
og som i virkelig-heden var den vægtigste grund til den in-aktivitet,
han altså nogle gange havnede i, mod sin vilje.
Denne kujon i ham selv var han bange for. Bange for at den skulle dukke
op midt i det hele, og spolere Freias nuværende indtryk af ham. Okay,
det var jo godt nok unægteligt en del af ham, og principielt var
han jo indstillet på altid at være helt ærlig over for
sine omgivelser, og da i særdeleshed netop hende, der stod ham allernærmest.
Men samtidigt var det jo netop en side ved ham, som han selv foragtede,
og derfor ikke ville acceptere som en ægte del af hans personlighed.
Han håbede faktisk, han var blevet "sygdommen" endelig kvit, og havde
derfor heller ikke lyst til fremvise noget, der alligevel var passé.
Og hvis eventuelle genopdukken han ville bekæmpe med alle midler.
For han var så godt som sikker på, at den ville blive mindst
lige så meget foragtet af Freia som af ham selv. Og hun ville kunne
vælge at gå fra krysteren i Nikolaj ved simpelthen at forlade
ham. Den udvej havde han ikke.
Nik var bange for sig selv.