Kapitel 8 - Udvikling.

-Det hele var jo gået så ufatteligt godt fra starten...!? tænkte Nik, mens han med øjnene indgående fulgte en havmåges glidende flugt.
Han havde lagt sig ned på beton-molen, og lå nu og kiggede gennem tågerne på den stadig lysere og komplet skyfri himmel over ham. Han lå også og rystede på hovedet over den drejning, deres forhold havde taget i løbet af de sidste måneder. Og som altså nu var kulmineret i Freias totale afvisning af ham. Det var hans egen skyld. Men hvornår havde begyndelsen til enden egentlig været, når alting nu ellers havde været så perfekt fra starten? Hvor gik det galt?

Freia havde mødt Nikolajs forældre, Lis og Mikael, første gang til en udstilling, hvor de havde udstillet noget af deres keramik. Der havde været umiddelbar gensidig sympati imellem dem, og da ferniseringen var slut, var de alle taget ud at spise sammen med nogle af Lis' og Mikaels kolleger. Konfrontationen var faldet overordenligt godt ud; ganske åbent tog de imod hinanden, og samværet forløb helt fra starten fuldstændig afslappet.
Nik havde ved en tilsvarende begivenhed et år tidligere præsente-ret Lykke for sine forældre; det var ikke faldet nær så heldigt ud, måske mest fordi Lykke havde været så genert overfor forældrene. Men nu var det en helt anden slags lykke, Nik kunne præsentere. Freia var på en helt anden måde åben og umiddelbar, hvilket hurtigere banede vej for gensidig kontakt.
De var blevet temmeligt berusede i løbet af aftenen, da der i baren havde været enhedspris på alle drikkevarer, hvilket indebar at det relativt bedste køb var ren Whisky, som de så havde fået drukket en del af. Da Jørgen pludselig dukkede op, out of nowhere, begyndte de derfor i deres beruselse at drille ham på omtrent samme vis, som han selv kunne finde på at hærge sine medmenesker. Det havde han nu ikke været særlig vild med, fik de oplyst dagen efter, i kampens hede opfattede de næppe hans protester gennem spiritus-tågen.
Til sidst var Freia og Nik kørt i taxa hjem til Nik, men ingen af dem kunne huske turen dagen efter, hvor de blev i sengen det meste af dagen og forsøgte at kurére tømmermændene ved hjælp af skiftevis elskov og søvn.

Freias første møde med Nikolajs forældre havde altså været en helt klar succes. Derfor følte Nik sig kort tid efter ansporet til at invitere Freia med hjem til dem i Hundested i en week-end.
Det var i sig selv enestående. Siden han i teenage-årene havde boet hjemme og allerhøjest havde haft en daværende flamme hjemme til en kop eftermiddags-the, havde han aldrig været så tæt på en pige, at han havde følt sig foranlediget til at præsentere hende for hans barndomshjem. Så langt var han aldrig kommet i tidligere forhold, at den pågældende udkårne havde formået at overskride denne tærskel indtil hans "hellige" fortid.
Men Freia havde han nu lyst til at lukke ind. Nu, da der var blevet sagt god for hende.
Week-enden blev da også blevet en forsættelse af den succes, der var indledt ved keramik-ferniseringen. Nu fik Freia Niks forældres kunstværker at se, hvor og mens de blev skabt, og kom til at opleve det miliø, Nik var opfostret i. Som hun til-syneladende også trivedes i.

Freia og Nikolaj gik, hånd i hånd, ture på stierne langs kysten ud til Isefjorden og Kattegat. Ruter Nik tidligere havde gået sammen med nære venner, både dengang han boede der og sidenhen, mens de gerne havde diskuteret deres respektive følelsesliv. Især barndomskammeraten Bondo, som i virkeligheden faktisk hed Bent, havde stået for skud, hvad disse filosofiske samtale-udflugter angik. Men aldrig før var de blevet foretaget sammen med den pige, følelserne angik. Ikke fordi Nik bevidst havde undgået situationen, det var bare aldrig kommet så vidt, at muligheden var kommet til at foreligge. Så disse vandreture med Freia fik en nærmest symbolsk betydning for Nik.
Det samme blev tilfældet med den første nat, de sammen sov i hans pupertet-tids gamle værelse. I den gamle dobbelt-seng havde han som 17-årig for et helt årti tilbage fået taget sin jomfrudom, og siden da havde han ikke elsket, endsige sovet, sammen med nogen pige i den. Måske også derfor blev deres første rituelle elskov i denne gule hule udført med en sådan vildskab, at lamellerne i sengebunden en for en drattede ned, så de til sidst uanfægtede havnede prustende på gulvet under sengen, mellem umalede radiator-rør, edderkopper og nullermænd. Hvilket efter det sexuelle klimax efterfulgtes af en tilsvarende dobbeltsidig eruption af latter over underlagets kollaps. Nu var sengen da vist for alvor inviet.

Freia og Nik havde jo under optakten til deres gåen-i-hi tidligere på året løseligt aftalt at holde sommerferie sammen. Det var så heldigt, at Niks forældre var medejere af et gammel landsted i det nordlige Spanien, godt 60 km vest fra Barcelona, som Nik og Sophie altid havde en åben invitation om at benytte. Nik havde da også været dernede en gang, for tre år siden, sammen med to skolekammerater, og var kommet til at synes fantastisk godt om både huset og området. Og han ville meget gerne gense det. Dette var derfor et oplagt rejsemål.
Det største problem ved stedet var, at det lå temmeligt langt fra offentlige transportmidler, så man var, på en eller anden måde, nødt til at være mobil dernede, også for at kunne købe ind og lignende. Man kunne trods alt ikke udelukkende leve af naboens himmelske ferskner. Sidste gang Nik havde været dernede, havde de løst problemet ved i forvejen at sende deres cykler til Barcelona, tage toget dertil og så cykle resten af vejen til huset. Hvilket havde været lidt hårdt, da området jo nærmest befinder sig på kanten af Pyrenæerne, og bakkerne er derefter. Men det havde dog godt kunne lade sig gøre.
Det viste sig, at Niks søster Sophie og deres fælles ven Jørgen, rent faktisk uafhængigt af Nik og Freia også havde talt om at tage på sommerferie sammen i huset i Nordspanien. Det var ikke fordi der var noget emotionelt kørende mellem Jørgen og Sophie, men de boede lige ved siden af hinanden og sås derfor tit, og var således blevet ret gode venner. Og havde som sådan besluttet at holde ferie sammen denne sommer. Jørgen skulle ellers have været med til Spanien, sidste gang Nik var dernede, men var blevet forhindret i sidste øjeblik. Men nu havde han atter chancen. Sophie havde været dernede forrige år, sammen med Mikael og Lis.
Nu kunne de lige så godt slå sig sammen om rejseforberedelserne, når de jo alligevel havde tænkt sig at være dernede på det samme tidspunkt, nemlig i starten af juli. De holdt i den anledning en hel del forberedelsesmøder, hvorunder de kiggede på fotografier fra stedet, drak rigeligt med Rioja og hyggede sig i det store og hele, som om de allerede var afsted.

Umiddelbart før de skulle rejse, henlagde de faktisk et af disse møder til Hundested for at kunne inddrage Lis og Mikael i deres overvejelser og eventuelt få nogle gode råd af dem.
De havde besluttet at benytte samme transport-mønster, som da Nik sidst var afsted. Det betød at de nødvendigvis måtte cykel-træne en del  hjemmefra for at være i passende fysisk form. Som en del af denne træning vedtog Freia og Nik at tage turen til Hundested på cykel. Strækningen var en smule længere end den, de ville blive udsat for i Spanien, men til gengæld var den knapt så bakket. Så de anså ruten for at være rimelig sammenlignelig med de kommende strabadser sydpå.
Undervejs fandt Nik og Freia ud af, at de faktisk havde et forbavsende ens temperament, hvad cykel-tempoet angik, så da de først havde fundet det rette tråd, gik det støt derudaf uden de store problemer. Den eneste komplikation, de mødte undervejs, var en lidt for stiv kuling, der stod skråt ind forfra fra Roskilde fjord kort før Frederiksværk. Den var lige ved at tage modet fra Freia, selvom hun alligevel var mere sejlivet end de fleste. Hun var en stærk pige, havde Nik opdaget, og det galdt også hendes fysik. Ikke fordi hun var et muskelbundt, men der var virkelig styrke i det kød, der gemte sig under hendes relativ sparsomme kvindelige fedtlag. Hun havde nu alligevel fået ondt i ryggen. De overvejede faktisk at tage det sidste stykke med toget, men efter et længere ophold på en tank-station i Frederiksværk, besluttede de alligevel at genoptage cyklingen.
De livsalige sukkerholdige sodavand, de der havde indtaget, havde gjort deres virkning: Resten af vejen gik forbavsende strygende. De kunne have ageret en levende reklame for det pågældende sodavandsmærke.

Sophie og Jørgen ankom først pr. tog dagen efter Freia og Nik; Jørgen skulle først have købt sig en cykel, og Sophie skulle låne far Mikaels. Mødet blev mere hygge end planlægning, men de fik da en række gode tips af Sophies og Niks forældre, lånte nogle detail-kort over området, - og ikke mindst hus-nøglen, der størrelses- og vægt-mæssigt mest af alt mindede om nøglen til byporten i en eller anden fæstningsagtig middelalderby. Og så fik de en masse stemningsbilleder af huset gennem beskrivelser af tidligere ophold, så især Freia og Jørgen, der jo ikke havde været der før, var efterhånden ved at sprække af lutter forvent-ning til rejsen. Sophie og Nik vidste, hvad de ville komme ned til, og glædede sig derfor også meget til rejsen, men velsagtens på en lidt anden måde. Men de var under alle omstændigheder alle fire meget optændt på snart at komme afsted; de kunne dårligt vente længere -  følte sig omtrent som små børn tidligt en juleaftensdag.

Om det var denne længsel efter det sydlige, eller det var deres form, der allerede havde forbedret sig mærkbart, må stå hen i det uvisse, men faktum er, at Niks og Freias hjemtur på deres nypudsede jernheste gik både nemmere og hurtige end udturen. Og det på trods af, at vinden rent faktisk var vendt, så de atter havde modvind. Så de følte sig i al fald begge to godt rustet til turen på de bølgede Nord-spanske vidder.
Men de var lidt bekymrede på de to andres vegne, som vist både manglede træningen og overblikket over omfanget af den forestå-ende rejses legemlige krav. Men eftersom Jørgen og Sophie begge selv var overbevist om deres evne til at imødekomme disse, så Nik og Freia ingen grund til at så tvivl om dette på forhånd. Det ville ganske givet også være blevet taget ilde op af dem begge, mente Nik at kunne forudse. Men det havde nu nok alligevel været smart, om de havde deltaget i cykelturen til eller fra Hundested. Så havde de også haft en chance for få en nogenlunde realistisk fornemmelse af, hvad der ventede dem, og hvad de selv kunne overkomme.

Nik havde lidt ambivalente følelser over for den forestående rejse.
Han vidste, at han somme tider kunne komme op at toppes med sin lillesøster, når de var sammen i længere perioder. Selvom det efterhånden ikke var særligt hyppigt, det forekom. Men det var nu ikke det, der bekymrede ham.
Det var heller ikke Jørgens tvivlsomme, men dog kærlige, verbale hærgen, der ind i mellem kunne være et overvældende irritations-moment, hans bekymring galdt. Eventulle problemer i den retning ville sikkert relativt nemt kunne overkommes, mente Nik.
Det var heller ikke, om de nu kunne klare cykel-strabadserne eller ej.
Det var mere hans eget forhold til Freia, der gav grobund for eftertanke. Eller rettere; hendes indtryk af ham.

Den egentlige årsag til hans bekymring var, at han rent faktisk var bange for på denne rejse at komme til afsløre nogle nogle af de svagheder, han vidste, han selv besad, men som nu i lang tid havde været undertrykt. Hvilket, var han bange for, ville føre til, at hun kom til at synes mindre om ham, og derved ville sabotere den lykkerus, han nu befandt sig i. Ja, måske endda i sidste ende føre til, at hun ligefrem gik fra ham. Hidindtil havde Nikolaj egentlig følt sig ganske stærk, formentlig blandt andet i kraft af, at han arbejdede hårdt i skolen, og at dette arbejde gik særdeles godt. Han levede faktisk op til sine egne strenge krav til sig selv på det felt. Hvilket naturligvis havde udstyret Nik med en pæn portion selvtillid, og derved havde givet ham et godt overskud til at være langt mere udadvendt og initiativrig, end Nik normalt var. Hans eksamen var netop særdeles vel overstået, med et gennemsnit temmeligt meget over middel, så han havde sådan set al mulig grund til at se fremtiden trygt i møde. Men ikke desto mindre var hans fremtid lige pludselig blevet lidt usikker; han vidste rent faktisk ikke, hvad der skulle ske efter den nok så velfortjente sommerferie. Der havde på det sidste vist sig en stigende arbejdsløs indenfor hans fag, så han kunne ikke være sikker på at komme i arbejde lige med det samme, hans fine eksamen til trods. Forespurgt udtrykte han ikke direkte bekymring over dette;
-Mon ikke det dobbelte speciale-valg vil have den nødvendige positive virkning i jobsøgnings-situationen? udtalte han til folk, han snakkede med om emnet.
Men inderst inde troede han faktisk ikke rigtigt på det, og frygtede, at han ville komme til at gå "uvirksom" hen en rum tid. Selve lediggangen bekymrede ham sådan set ikke; han skulle s'gu nok finde på noget at lave, og iøvrigt havde han da ikke noget imod at holde en ret lang sommerferie. Det var mere den psykiske apati, han frygtede ville følge uundgåeligt med, som følge af mangel på faglige skulderklap. Den frygtede han. Hvilken han desuden var overbevist om ville være ret destruktiv overfor det ellers nu så velfungerende forhold med Freia. Som han var kommet til at holde mere og mere af med tiden.

For år tilbage, før han var gået i gang med elektronik-uddannel-sen, havde han haft en længere periode, hvor han havde gået arbejdsløs. Nu plejede han at sige, at han i den periode forsøgte at leve som professionel musiker, som for at camouflere det faktum, at han havde været en af disse mange arbejdsløse, der "ligger samfundet til byrde". Han havde da også spillet utroligt meget musik i den periode, både klassisk og rock, og havde på et tidligere tidspunkt også troet på, at han ville kunne ende som professionel musiker. Men i praksis gav musikken ham økonomisk ikke meget mere end lidt sorte håndører at købe et extra par bajere for. Det, han egentlig levede af, var bistandshjælp. Og den tid udøvelsen af musikken optog i hans dagligdag, var kun en brøkdel af den tid, han havde til sin rådighed. Så der var rigeligt med lejlighed til at blive angrebet af apati. Og det blev han sandelig også. Han hensank stille og roligt i en uhyggelig zombie-agtig passivitet, der fik ham til at stå mere stille, end han nogensinde før havde stået. ("Mange forkerte skridt bliver taget, mens man står stille!") Han så det, og det pinte ham, men han var ude af stand til at gøre noget som helst for at forlade denne apatiske tilstand. Selv da han med tiden mistede sine illusioner om tilværelsen som professionel musiker, og opgav sine forpligtelser i den retning og i stedet tog på højskole, vedblev sløvsindet i høj grad at hænge ved ham. End ikke det ellers nok så livgivende samvær med en masse andre ligestillede mennesker, i nærmest optimalt frie rammer, formåede at rive ham ud af psykosen.
Først da han, ved at tilfælde, kom i arbejde, og siden kom i lære, opnåede han at rive sig løs fra dette mentale tyranni og omsider se verden i øjnene. De mentale helvede var endelig forbi...(?)

Det var denne psykiske blindgyde, Nikolaj nu var alvorligt bange for at blive lokket ind i igen. Og alene tanken om det, fik ham næsten til at tro, at han allerede var fanget i labyrintens kringelgange.
Derudover vidste han kun alt for godt, at han nogle gange kunne være lidt af en kryster, specielt i fremmede sammenhænge, som for eksempel i udlandet. Generthed kaldte han det, som undskyldning, da han var barn, og troede på det. Nu vidste han desværre bedre. I selskab med andre mennesker kunne denne "egenskab" ofte resultere i, at han derved overlod dem opgaver, han sagtens selv kunne have udført, hvis han blot havde turdet. Hvilket strengt taget godt kunne tolkes som dovenskab. En skyhed, som voksede, når anderkendelserne af ham ikke var synlige, og som i virkelig-heden var den vægtigste grund til den in-aktivitet, han altså nogle gange havnede i, mod sin vilje.
Denne kujon i ham selv var han bange for. Bange for at den skulle dukke op midt i det hele, og spolere Freias nuværende indtryk af ham. Okay, det var jo godt nok unægteligt en del af ham, og principielt var han jo indstillet på altid at være helt ærlig over for sine omgivelser, og da i særdeleshed netop hende, der stod ham allernærmest. Men samtidigt var det jo netop en side ved ham, som han selv foragtede, og derfor ikke ville acceptere som en ægte del af hans personlighed. Han håbede faktisk, han var blevet "sygdommen" endelig kvit, og havde derfor heller ikke lyst til fremvise noget, der alligevel var passé. Og hvis eventuelle genopdukken han ville bekæmpe med alle midler. For han var så godt som sikker på, at den ville blive mindst lige så meget foragtet af Freia som af ham selv. Og hun ville kunne vælge at gå fra krysteren i Nikolaj ved simpelthen at forlade ham. Den udvej havde han ikke.

Nik var bange for sig selv.

Næste kapitel