Kapitel 14 - Nedtur.

Nikolaj var blevet enig med sig selv om, at hans nye værelse i Husum nu var sat tilstrækkeligt istand til, at han kunne begynde at møblere det. Han kom faktisk så vidt med dette forehavende, at han var i stand til at overnatte i værelset. Det ville han gerne prøve, inden de tog afsted til Ægypten, og han havde aftalt med Jørgen, at han skulle overnatte hos ham natten før de tog afsted. Dels for at få hinanden op til rette tid, dels fordi Jørgen boede væsentlig tættere på lufthavnen end Nik nu gjorde. Så denne næstsidste nat før afrejsen var sidste chance for at indvi værelset i Husum. Væggene var heldigvis dunstet af nu. Nik havde allerede fra morgenstunden forudset, at han ville nå så langt med indretningen, at han kunne overnatte der, så han havde efterladt en besked til Freia om hans planer hos hende.
Om aftenen skulle han dog ud til sin lillesøster Sophie, som skulle klippe ham i anledning af rejsen. Ud over denne familiære frisør-virksomhed plejede de gerne ved sådanne lejligheder at spise en god middag sammen og drikke et par flasker vin.
Nik og Sophie havde været temmeligt meget oppe at toppes, da de som børn endnu boede hjemme hos Mikael og Lis, men i de seneste år havde de faktisk opnået et modent og ret velfungerende søskendeskab. Dengang havde de været meget forskellige og færdedes i hvert deres miljø; de daværende såkaldte flipper- og disko-miljøer, hvis medlemmer oftest direkte foragtede den anden kultur. Sidenhen, da de blev skilt fra hinanden ved at de begge flyttede hjemmefra, havde de uafhængigt af hinanden udviklet sig i hver sin retning, og havde derved bevæget sig væk fra disse to kulturer hen i retning af ét punkt, som de nu uden problemer kunne samles om. De var faktisk blevet bedre venner, end de nogensinde før havde været. Så deres nutidige møder, hvad enten de indbefattede klipning eller ej, forløb som regel gnid-ningsfrit, og efterlod dem næsten altid med en rar fornemmelse i sjælen af glæde over den nære familie, de mere eller mindre tilfældigt var blevet født ind i.
Sådan blev da også denne torsdag aften.
De snakkede mest om Niks nye bolig, og hans lange, trange vej for at nå den. Selv om man egentlig skulle tro, det omvendte gjorde sig gældende, måtte Nik konstatere, at jo flere kollek-tiver og bofællesskaber, han undervejs havde fået at se, jo mere kritisk var han blevet overfor de forhold, der blev fremvist. I "slut-spurten" var der rent faktisk et par af stederne, Nik selv ville have valgt at sige "nej tak" til, selv om de skulle have antaget ham, hans penible boligsituation til trods. Og samtidigt måtte han erkende, at det, han inderst inde havde allermest lyst til boligmæssigt, var at flytte sammen med Freia. Men sådan skulle altså ikke være. Lige nu i al fald.
Men ud over denne perifere berøringsflade diskuterede de ikke Niks og Freias forhold. Sophie og Freia var fra starten kommet overordenligt godt ud af det med hinanden, og Sophie havde i sin tid ikke lagt skjul på sin henrykkelse over at Nik og Freia havde fundet hinanden. Hun var overordentlig glad på Niks vegne. Men også på egne, da hun jo som svigerinde uundgåeligt ville være nødt til at være sammen med hende fra tid til anden. Hvilket altså heldigvis ikke voldte hende problemer, da hun selv syntes vældigt godt om Freia.
Så Nik havde ikke lyst til at lufte sine vage mistanker, som han jo endog selv forsøgte at fornægte. Der var ingen grund til at ødelægge aftenens hyggestemning.

Nik fik om natten som planlagt indviet sit nye værelse og brugte den første halvdel af denne første dag i sit nye hjem på gøre sig klar til den forestående rejse. Han pakkede det nyvaskede rejsetøj og sine instrumenter og noder ned, checkede pas og pengebeholdning, og gennemførte et langvarigt og grundigt toilette. Hvem kunne vide, hvornår man igen fik tilsvarende hygiejniske badeforhold som her? Ingen havde oplyst dem om, hvilke forhold, de ville blive budt i Ægypten.
 
Nikolaj og Jørgen havde lovet Signe at hjælpe hende med flytte nogle møbler samme eftermiddag; det skulle gøres inden afrejsen, da hendes lejlighed skulle overtages af køberne, mens hun selv var sydpå. Nik blev derfor afhentet af Signe, fik kørt sin bagage ud til Jørgen, som så selv blev bragt med ud til Signe.
De gik straks i gang med arbejdet, og mens dette stod på dukkede Freia pludselig op. Hun havde de sidste par dage hjulpet Signe næsten dagligt med at pakke hendes ting ned, og kom altså også nu, dagen før afrejsen, for at hjælpe med flytningen.
Nik var ikke klar over, at hun ville komme, og blev lidt over-rasket. Da hun kom, stod Jørgen og Nikolaj halvvejs nede af en trappe bærende på et ret uhåndterligt gaskomfur, så der var ikke de store muligheder for andre gensyns-hilsner end ret korte verbale.
Da de ind i mellem holdt en kort øl- og smøg-pause, kom de ikke hinanden meget nærmere. Nik mente at kunne fornemme en hvis kølighed fra Freias side overfor ham, men tillagde det stadig ikke større betydning.

-Du... Nik, jeg vil da godt bo på værelse sammen med dig nede i Ægypten, men du skal nok ikke regne med, at jeg har tid til rende rundt og holde dig hånden hele tiden...! havde Freia en aften sagt til ham en uges tid forinden.
-Det kommer jo nok til at tage en del af min tid at være tur-leder!
Det kunne Nik levende sætte sig ind i. Han forstod bare ikke, hvorfor det egentlig skulle være nødvendigt for Freia at sige dette med ord. Det var sådan set i forvejen indeholdt i de almene aftaler, de havde med hinanden, hvad angik deres frihed udadtil; at de ikke på nogen måde skulle lægge beslag på hinan-dens udfoldelsesmuligheder. Han havde da også selv et ret stort behov for at kunne handle som enkelt-individ, fremfor kun som et halvt par. Selv om dette behov for tiden var trængt lidt i baggrunden af andre. Men det var åbenbart noget, Freia trængte til at få understreget.
Forståeligt nok, Nikolaj var unægteligt blevet noget mere klæbende på det sidste, end han havde været da "aftalen" i sin tid blev indgået mellem dem.

Måske var det denne stadfæstede afstandtagen, der allerede nu her inden rejsen slog igennem. Det var Nik i hvert fald mest tilbøjelig til at tænke.

Tidlig næste morgen stod Jørgen og Nik tidligt op til den ny dag, søvndrukne men meget forventningsfulde og derfor påtaget friske. Det var blevet relativt sent før de var kommet i seng, for Jørgen havde ikke fået pakket sit grej før de havde skulle agere flytte-mænd for Signe. Så han måtte gøre det bagefter, og de havde derfor ikke fået sovet særlig længe.
De tog bussen til Kastrup lufthavn; ingen af dem havde nemlig særlig mange danske penge på sig, det meste af deres økonomiske beholdning var blevet vekslet til dollars, og de mente derfor ikke, at der var råd til en taxa.
I afgangshallen fik de checket deres bagage ind, og indledte derefter rejsen som den ved Korea-afrejsen indførte tradition bød dem; med indtagelsen af en elefant-øl sammen med de modigste af deres rejsefæller.
Freia dukkede op slæbende på noget fælles-bagage. Hun hilste tydeligvis mere hjerteligt på Signe end på Nik.
-Hej mor Signe, det er vel nok længe siden, vi sidst har set hinanden! udbrød hun temmeligt højlydt til hende med et ironisk grin.
-Hej Nikolaj! var alt, hvad han modsætningsvis fik tilstået.
Hun og Signe havde heller ikke fået mange timers søvn den nat, forlød det.
-De har s'gu nok snakket om mig! tænkte Nik paranoidt.

Da de havde benyttet sig af deres lejlighed til toldfrit indkøb af spiritus og tobak i lufthavnens transithal, skulle de have udleveret deres fly-pladsreservationer, lige før de gik ombord i flyet.
Freia og Nik havde ikke, hvilket ville have været naturligt, koordineret deres sprutindkøb, da Freia stadig hang mere op ad Signe end ad ham. Så de havde faktisk købt det samme, viste det sig senere.
Ved plads-udleveringen var Freia og Signe hurtige nok til skaffe sig to ryger-sæder ved siden af hinanden, og skønt Nik stod umiddelbart bag ved dem, og han jo også var ryger, var der alligevel en del andre, der fik mokket sig ind i mellem dem. Resultatet blev, at Nik som den eneste fik en plads på en sæde-række helt for sig selv. Og meget fjernt fra Freia... og Signe. Det blev han mildest talt ret skuffet over, og følte sig plud-selig ubegrundet uretfærdigt behandlet. Af tilfældet, men det var, i hans hovede, ikke svært at få denne "uretfærdighed" kanaliseret over på alle de andre. Der var ingen, der ville være sammen med ham, tænkte han irrationelt og følte sig trist og underlegen tilmode.
En lille trøst var det dog, at deres dirigent Eskild og vikar-bassisten, Morten, sad lige foran Nikolaj.
Morten var kommet med i sidste øjeblik. De havde manglet en bassist, og Eskild havde kontaktet en del sådanne i hans be-kendtskabskreds et par dage før afrejsen i håb om at finde en, der kunne tage med, med så kort varsel - mod at få rejsen gratis. Og det havde Morten heldigvis kunne. Han skulle efter sigende være ret dygtig, spillede til dagligt i Radiosym-foniorkestret, og skulle således hurtigt være i stand til at sætte sig ind i Tonikas rejse-repertoire.
Men han og Eskild sad derfor nu sammen og gennemgik noderne, så Nik havde faktisk ikke nogen at snakke med. Han følte sig voldsomt udenfor. Det lykkkedes ham dog lidt efter at bytte plads med en ung indisk pige, der sad på række med de andre Tonika-rygere. Det hjalp lidt på humøret.
Nogle timer senere kom Freia hen til ham.
-Hvorfor kom du til at sidde så langt væk fra os andre? spurgte hun og satte sig sidelæns på hans skød, så folk kunne passere forbi i mellemgangen.
Nik lagde armen om hende. Det virkede ret akavet, og der udstrå-lede ingen varme fra hende.
Han gav sig til at forklare hans opfattelse af, hvad der var sket. Det lød frygteligt ynkeligt og pivet.
-Nå, men så er det da godt, du er kommet op i blandt os nu! sluttede hun af.
Hun blev siddende i nogen tid, men de sagde ikke noget til hinanden, og det var ret tydeligt, at der var noget helt galt i mellem dem, så hun rejste sig til sidst med nogle ord om, at hun skulle på toilettet. Hun vendte ikke tilbage til ham efter endt besørgelse (hvilket han dog heller ikke havde regnet med), men derimod til sit eget sæde i den modsatte side af flyet, ved siden af Signe.

De fløj med et Jordansk flyveselskab og skulle derfor mellem-lande i Amman, Jordans hovedstad. Flyet var en "Airbus", og under hele turen havde de på store video-skærme kunne følge flyets rute på kort af varierende skala. Det medførte en del lavmælt munterhed blandt ensemble-medlemmerne, da de nærmede sig mellemlandings-lokationen: Staten Israel eksisterede til-syneladende overhovedet ikke i kort-indprogrammørens øjne.

Nik følte sig ubehageligt tilmode, og var stille og indesluttet, da de ankom til Cairo lufthavn. Det tog lang tid før de kom igennem paskontrollen og fik udleveret deres bagage. Turen med bus gennem Cairo's trafikkaos beslaglagde også forholdsvis meget tid, så klokken var mange, før de endelig fik checket sig ind på hotellet i den anden ende af byen. Det var meningen, at de skulle tilbringe week-enden i Cairo by, som almindelige turis-ter, før de om mandagen drog mod festival-byen Ismailia ved Suez-kanalen.
Nik var rent faktisk lidt bekymret for, om Freia eventuelt med sig selv havde aflyst deres indbyrdes aftale om at dele værelse, men det viste sig at være ubegrundet. Da Freia havde delt alle de andres nøgler ud, tog hun og Nik som de sidste op til deres dobbelt-værelse.
De pakkede lidt ud, uden dybere indbyrdes kommunikation. De havde aftalt at mødes med de andre på det trippel-værelse, Signe boede på, til en velkomst- og godnat-drink. De skiftede derfor foreløbigt kun det svedige rejsetøj ud med noget mere vellug-tende fra kufferten.

Freia havde på rejsen haft sit store røde hår bundet op i en knude i nakken. Nu slog hun det ud og gav sig til at rede det foran et stort spejl. Nik sad på den ene seng bag hende og røg en toldfri Camel. Han nød synet af hende, og følte lige plud-selig en voldsom længsel efter hende. Han lagde smøgen fra sig i askebægeret på sengebordet, rejste sig og gik hen bagved Freia, omfavnede hende bagfra og kiggede på hende over skulderen i spejlet. Der var ingen reaktion, hendes krop forblev passiv, og hendes blik var tomt og uden glød, da det via spejlet mødtes med hans. Kulden bredte sig langsomt i Nikolajs krop og frøs hans arme fast i et krampagtigt favntag, som i et forsøg på at låse hende fast i fordums følelser for ham.
-Nå, skal vi se at komme op til de andre...? endte det da også med, at hun sagde, som undskyldning for at gøre sig fri af Niks greb.

Hos Signe og de andre sløredes den dårlige stemning i mellem dem en smule, og Freia tog velvilligt imod en af de dåse-elefanter, Nik tilbød hende. Senere fik da sendt Ægyptisk øl, "Stella", op til værelset ved hjælp af hotellets room-service. Det var tilsyneladende et ret luxuriøst hotel, de var blevet ind-kvarteret på, lod det til.
-I al fald efter ægyptiske forhold! ifølge Freia, som jo havde opholdt sig i byen før.
Skønt alle var trætte, blev klokken alligevel så mange, at de nåede at høre hanen gale, inden de gik til køjs.

Tilbage i deres eget værelse, belavede Freia sig på at tage et bad, inden hun gik i seng. Nik havde egentlig tænkt sig at vente til om morgenen, men fulgte alligevel trop nu og tog bad sammen med Freia.
Han kom til at tænke på deres skælmske frilufts-badning sammen i Nordspanien samme sommer: Der var ikke meget grundlag for at sammenligne den situation med den nuværende, ud over det kon-krete faktum, at de tog bad på samme tid, samme sted, under de samme vandstråler. Der var intet underforstået, underspillet erotik i luften som dengang, ingen varm samhørighed og vished om kærlighedens vedholdenhed, ingen fælles fremtid i luften mellem dem.
En stor, sej, ulækker klump trak sig smertefuldt sammen i Nikolajs hals, og truede med at kulminere med et vulkan-agtigt primal-skrig. Men han bed det bittert i sig, nægtede at tro på det, han følte, og sov ualmindeligt dårligt bagefter i forsøget på at fordøje klumpen i løbet af de få timer, de havde at sove i, før de atter skulle op.
 

Næste morgen skulle de på sight-seeing i Cairo. Allerførst ud til pyramiderne, naturligvis. De opførte sig helt og holdent som turister; tog masser af fotografier, red på kameler og købte billigt turist-junk af lokale plattenslagere.
Freia og Nik sad faktisk sammen i bussen, men gik hver for sig omkring seværdighederne. Nik havde en mani med, at Freia skulle være med på så mange som muligt af hans fotografier, hvilket han prøvede at gennemføre uden at hun opdagede det. Men det gjorde hun nu alligevel, og følte sig irriteret over det.
Efter et besøg i en parfume-essens- og en papyrus-forretning, spiste de frokost sammen med deres guide på en lokal fiskeres-taurant. Nu var deres guide'de tur sådan set færdig, men Freia forespurgte om ikke det kunne lade sig gøre, at de blev sat af inde i selve by-kernen i stedet for ved hotellet, så de kunne opleve lidt på egen hånd. Det kunne det godt, men så måtte de selv sørge for transporten hjem til hotellet, lød svaret, for chafføren havde fri nu.
Det var nu ikke alle i gruppen, der følte sig friske nok til at deltage i dette projekt; mange ville hellere sove til middag.
-Hvad vil du, Nik? spurgte Freia ham i bussen på vej mod hotel-let, hvor de trætteste undervejs skulle sættes af.
De måtte jo finde ud af, hvem der skulle tage nøglen.
Nik ville helst være sammen med Freia, men han tænkte, at hun ville blive yderligere irriteret, hvis han sagde dette lige ud. Ikke på grund af klumpen fra natten før - mindet om den sad nu kun i hans underbevidsthed - men på grund af Freias bliv-mig-tre-skridt-fra-livet-udtalelse hjemmefra.
-Ja, jeg ved det s'gu ikke rigtigt... egentlig er jeg ret træt og ku' trænge til en middagslur... men på den anden side synes jeg, jeg har en slags forpligtelse til at opleve noget mere i dag, når det nu er mig, der har dagbogs-tjansen...! svarede han derfor vagt i stedet for.
De havde fordelt rejsedagene imellem sig i ensemblet, så de kunne ende op med at have en sammensat rejsebeskrivelse, forfat-tet af det meste af flokken som skribenter på skift. Og den dag var det altså Niks tur. Så begrundelsen var sådan set reél nok, den dækkede altså bare tillige over noget andet.
Så Nik tog med dem, der endnu simulerede friske.

De blev sat af ved Citadel-området, hvor der befandt sig en række moskéer, i den modsatte ende af byen. Det var ikke alle, der var lige tilfredse med dette udgangspunkt, de fleste ville helst ind og opleve selve bylivet, men når de nu var der, kunne de da lige så godt kaste et blik eller to på moskéerne. Der var desuden en storslået udsigt over Cairo by derfra.
Bagefter besluttede en stor del af gruppen, at de ville opsøge Cairos gamle bydel, hvor der blandt andet lå yderligere en moské. Men der skulle efter sigende også være et sprudlende markedsliv. De by-kort, de var i besiddelse af, var imidlertid temmelig ringe, så de var i tvivl om, hvorvidt de skulle gå eller tage en taxa. Det endte dog med, at de begyndte at gå.
I begyndelsen var der adskillige forbikørende taxaer, der dyttede af dem og gjorde indtryk af at tilbyde dem at køre med. Men de havde jo vedtaget at gå, så de rystede bare afvisende tilbage på hovedet. Det kom de til at fortryde.
Efterhånden som de gik, blev området omkring vejen mere og mere usselt og øde. De kom først forbi et større gravplads-område, bebygget med en masse mausolæer, i hvilke der imidlertid til-syneladende også boede ganske levende mennesker. Og det uden vand eller el.
Længere fremme blev omgivelserne endog reduceret til noget, der mest af alt mindede om en losseplads, hvilket dog ikke betød, at området af den grund ikke blev beboet af mennesker. Hist og her sad folk omkring intermistiske bål imellem de affaldstønder, de boede i, og varmede sig eller lavede mad. De kiggede forbavsede og spørgende på de underlige fænomener, der passerede dem i vejkanten, mens store støvede lastbiler i ubetryggende kort afstand fra dem i en rasende fart drønede forbi. Det var sam-tidigt ved at blive at temmeligt mørkt; det gik stærkt så langt sydpå, og da der ikke var gadebelysning af nogen art at se i denne udørk-agtige del af storbyen, var de efterhånden ved at blive en smule utrygge ved situationen. Det var nu ikke fordi, de følte sig decideret truet af befolkningen, men alligevel... Så efter et spontant krise-møde blev de da enige om at droppe deres hidtidige forehavende til fordel returnering til hotellet hurtigst muligt -pr. taxa.
Det viste sig dog pludselig ikke særlig nemt at preje en taxa, og da det endelig ved til-ilende lokale slum-beboeres hjælp lykkedes, var det langt fra alle af taxa-chaffører, der var interesserede i at køre en så lang tur som helt til Giza, hvor deres hotel lå. Men det lykkedes dog heldigvis til sidst at få tre taxa'er til at tage dem alle 13 med på en hæsblæsende, og derfor ret munter, (hvis man ellers kunne abstrahere fra faren for sammenstød) kortege-kørsel gennem Cairos utrolig hektiske myldretids-trafik.
Hjemme ved hotellet kom de til at betale tre vidt vidt forskel-lige beløb for kørslen, men det grinede de bare af og priste sig lykkelige for, at de i det mindste var nået hjem i god behold.
De aftalte at mødes en times tid senere i hotellets restaurant, og gik derefter hver til sit for at vaske det tykke lag støv af, de havde pådraget sig i ødemarken, og som var godt blandet op med dag-gammelt pyramidalsk sved. Sjældent havde et bad været så tiltrængt.

Efter aftensmaden på hotellet gik de tur i det lokale markeds-kvarter. For en dansker var der forbavsende meget liv, i be-tragt-ning af at klokken var godt 22, og det desuden var søndag. Alle butikkerne var faktisk åbne.
Da de nærmede sig begyndelsen af handels-strøget, gik Nikolaj et stykke bagved Freia, der selvfølgelig gik sammen med Signe. Pludelig vendte Freia sig om og rakte bydende sin hånd ud mod Nik.
-Kom her, Nik...! Signe siger, vi skal holde hinanden i hånden! sagde hun.
Nik blev temmeligt overrasket; hvad i alverden foregik der nu? Var det en invitation til ham om at nærme sig hende, eller var det en sur pligt, hun af en eller anden grund var blevet pålagt af Signe? Håndfatningen virkede nu ægte nok; intet hykleri at spore der. Nik var forvirret.
Da de alle havde gået op og ned ad gaden, satte de sig ved en kaffe-bar og fik tyrkisk kaffe eller the. Lasse forsøgte godt nok at bestille øl, men det kunne han naturligvis ikke få på den muslimske café. Til de lokale handlenes forundring gav de sig her til at synge nogle af dres hjemlands vemodige viser. Ægyp-terne klappede ikke desto mindre begejstret bagefter, selv om tonaliteten nok lå en del fra det, de var vant til at høre. Det var faktisk vældigt hyggeligt, og selv Nik formåede at slappe af og abstrahere fra sine bekymringer.

På vejen hjem blev der enighed om at forsætte festlighederne på det værelse, Jørgen og Karl boede på. Her var det heldigvis ikke forbudt at indtage alkohol, hvilket visse havde et nærmest abstinensisk akut behov for. De skulle bare hente det på deres respektive værelser.
Elevatoren stoppede på vej op ved den etage, Freia og Nikolaj boede på, og Nik steg ud i den tro, at Freia ville gøre det samme. Da hun ikke gjorde anstand til at gøre dette, vendte Nik sig om og kiggede spørgende på hende.
-Jeg kører med op til Signe først...! svarede hun, næsten uhørligt.
Nik blev atter forvirret.
-Øh...? ...nå, men så stik mig lige nøglen, så jeg kan komme ind; jeg skal lige hente noget sprut og nogle flere smøger...! sagde han så, da han havde genvundet fatningen.
-Her! sagde hun tonløst og rakte nøglen ud gennem elevatordøren, der nu var ved at lukke omkring hendes håndled.
Nik låste sig hurtigt ind i deres fælles værelse. Han greb whisky-flasken, en frisk pakke Camel, sin guitar og "Beatles complete"-nodebogen, og begav sig op til fest-værelset etagen over.
-Nu skal da fandeme være gang i den... tænkte Nik beslutsomt.
-...uanset hvad pokker Freia egentlig har tænkt sig...!
Bondo var allerede kommet, og havde også taget sin guitar med, så de begyndte hurtigt at spille gamle Beatles-numre sammen, mens nogle af de andre sang med på de af numrene, de kendte. Andre sad blot og snakkede med hinanden. Signe og Freia var endnu ikke dukket op, men de kom lidt efter, med armene søster-ligt lagt om livet på hinanden.
Kort tid efter deres ankomst satte Freia sig hen til Morten og gav sig til at snakke med ham. Det blev de ved med under hele Niks og Bondos guitar-seance, og for Nik, der i forvejen efter-hånden var blevet ret paranoid, så det ud til at blive mere og mere intimt. Da Nik og Bondo senere holdt en pause, forsøgte Nikolaj uden held at få øjenkontakt med Freia. Hun ignorerede ham.
Nik drak whisky i umådeholdne store slurke og kæderøg cigaret-ter. Han følte sig voldsomt alene, skønt han var omgivet af omkring 25 mennesker, der gik for at være hans venner. Han blev rastløs. Flyttede sig planløst rundt i lokalet fra sted til sted, og følte sig afvist alle steder. Indtil han til sidst satte sig ved siden af Agnes. Agnes, som han jo havde haft en enkeltstående affære med for et års tid siden, umiddelbart før han mødte Freia. Hos hende havde han dengang søgt trøst, og havde fået det. Nu søgte han det igen, i en lidt anderledes, men dog alligevel relativ ækvivalent situation, og fik nu atter lidt af den trøst, han behøvede. I al fald afviste hun ham ikke, som han i sit paranoia, ganske ubegrundet, havde følt, at alle andre gjorde.
De kyssede og krammede hinanden, og Nik havde på fornemmelsen, at Freia og Morten foretog sig det samme, skønt han ikke direkte kunne se dem, derfra hvor han sad.

Karl ville gerne i seng, og der var allerede indtil flere, der var gået til køjs. Så det blev foreslået at forsætte festen hos Eskild og Morten. Men da ret mange alligevel faldt fra, beslut-tede de tiloversblevne i deres opstemthed i stedet at opsøge nogle af de "sløve padder", der allerede var gået i seng, og vække dem op.
Således havnede de hos Agnes og Ingrid, der allerede lå i sengen, men endnu ikke sov. Sengen blev nu fyldt til bris-tepunktet af de indtrængende, og stemningen blev om muligt endnu mere løs-sluppen, end den hidtil havde været. De fik alle grine-flip over situationen, som om de havde røget tjald.
Nik havde fået sig selv strategisk placeret lige ved siden af Agnes, han var blevet ret fuld og var derfor ret hæmningsløs. Det samme gjaldt Freia og Morten, som ganske åbenlyst satte sig klinet op ad hinanden. De ignorerede Nik, og han havde på sin side besluttet sig for at ignorere dem. Nik lå under sengetæppet sammen med Agnes, og efterhånden som de andre tilstedeværende listede af, blev han og Agnes mere og mere intime i deres kærtegn. Til sidst var der kun Jørgen, Ingrid og de to tilbage på værelset. Nik tænkt ikke tanken, men vidste inderst inde i sig selv, at Freia og Morten nu var sammen, sikkert på Niks og Freias eget værelse. Så derfor fordampede den sidste rest af hæmninger med hensyn til hans kropslige tilnærmelser til Agnes.
De gik ud på badeværelset og elskede, gik i bad og elskede igen, og blev sådan ved, indtil de simpelthen ikke kunne mere. Så listede de til sidst ind i Agnes' seng igen og faldt i søvn i hinandens favn.